Hvad hjertet er fyldt af....

MGP - bare noget vi leger?

2012-01-29T10:09:00.000+01:00

Faktisk ikke helt. Når man er 7 år bliver MGP taget temmelig seriøst, så den hoppede vi med på og lavede en fest. Hjalte fik sin ven helt tilbage fra vuggestuen på besøg og så gik det løs. Kastanjehaven blev pyntet op med lange ballonguirlander og flag. Vi har spist tortillas med lækkert fyld. Guffet MGP kage og farvestrålende slik. Danset og stemt. Klappet og sunget. Grinet og pjattet. 2 seje 7 årige fik lov til at styre showet totalt og mindstemand fulgte bare med. Når man er 2 år er det ikke den værste rolle at få. Ingen tvivl om at drengene har hygget og da de blev puttet under dynerne blev næstes års fest allerede forsøgt planlagt.

Synes der var engang hvor MGP bare var 50 børn på en storcenterscene? Ikke mere i hvert fald - det er hot og det var vildt sjovt at få lov til at lave en event ud af det med ungerne!

P som i...

2012-01-25T12:50:00.000+01:00

Pis?
Pause?
Pokkers?
Prøliårhørherdeterjegdaikkgammelnoktil?

eller

Pension?

Ny Wordfeud ordbog på bloggen? Nix. Det er såmænd sandheden om den drejning sagen nu har taget for mig.

Hurra - skrev den ene veninde. (meget meget modigt af hende!!)
Det er fordi der er noget andet og meget bedre til dig - skrev den anden.
Det er en rigtig god beslutning - skrev den tredje
Men de oplysninger går jeg ud fra, at du ikke længere er i arbejde - sagde den fysioterapeut, som fremover skal holde styr på at ryggens muskler ikke bliver alt for korte.
De papirer har jeg været klar til at sende afsted længe - sagde lægen.
Altså kan jo ikke tvinge dig, men anbefaler på det kraftigste at du overvejer - sagde sociallægen.
Og...

Godt så. Har forstået det nu. I dag har jeg haft det forhåbentlig sidste møde med min sagsbehandler. Har givet lov og skrevet under på, at hun udarbejder den ansøgning, som skal sendes i afdelingen for førtidspension. Inden da skal den partshøres og behandles og godkendes lidt forskellige steder bag skrivebordene. Den proces tager ca 2 måneder og så er jeg vel...

Førtidspensionist?!

Vil bruge de 2 måneder på at øve mig i at sige ordet højt for mig selv og satse på, at jeg med tiden ikke synes det smager helt så meget af nederlag som jeg synes lige nu.

Og hey - så er der jo tid til at tæve jer allesammen i Wordfeud ikk?

En bombe

2012-01-18T19:03:00.001+01:00

Nogen har smidt en bombe i min stue. Og i min gang. Og på mit badeværelse. Jeg drikker kaffe. Er træt helt ned i tæerne. Så nu venter jeg på at legetøjet samler sig selv op og tænker at det så lige så godt kan vaske gulvet når det er i gang.

Shit hvor kan 2 børn dog rode. Og så er man stadig dum nok til at ønske at der var 3?

- Posted using BlogPress from my iPhone

Her er Barbablå...

2012-01-11T09:42:00.001+01:00

Den her familie er for alvor flyttet ind i Kastanjehaven. Pakkerne under juletræet med Miksens navn på indeholdt stort set - og helt efter ønskerne - kun Barbapapa. Det betyder, at vi nu har bowling, lysende lamper, puslespil, bøger i både store og små varianter, bestik, krus, tallerkner, badekarsdimser, blyanter, puder, bamser og sikkert meget mere med de fantastiske skabninger.
Mikas snakker om det hele tiden! Han bygger op og leger og læser bøger. Skælder dem ud. Bager kager. Sejler med skibe. Putter og hygger og leger. Det er fantastisk.

Barbapapa er også grunden til at yngste nu kan alle farverne. Ca 100 gange om dagen gennemgår han lige familien; her er Barbablå mor, her er Barbagul mor, her er Barbapjuske mou - han er sort.
I vuggestuen fortæller de begejstret at han er SÅ dygtig. Hvor imponerende det er, at 2 1/2 årig lige lærer hele banden farverne.

Fint nok. Men kender i det der med nok er nok? Tænker at man godt lige så stille kan ønske sig tilbage til de farveløse dage når man ikke engang kan læse den nye Peter Plys Bog uden barnet skriger:

HAN ER GUUUUL MOR!

Eller tage blusen på (som er sort). Eller dække bord (med de grønne kopper) Eller børste tænder (med den lyserøde tandbørste). Eller...

Kan vi snakke lidt om vejret i stedet for? Det er lidt gråt derude, right?

Velkommen 2012

2012-01-03T08:43:00.001+01:00

Nytårsaften blev lidt for larmende for mindstemand. Det var ikke sjovt at putte mens himlen lyste blå og gul og bragende udenfor forstyrrede de nødvendige før-jeg-skal-sove-samtaler med kluden. Så nytårshatten blev hurtigt lavet om til en tryllehat og med den på hovedet kan intet ondt ske. Hatten reddede Miksens søvn og hatten og trylleriet tager vi med ind i 2012 og lader det virke hele året.

Der er ingen store taler herfra om 2011. Vi vinker farvel til året som for mit vedkommende i alt alt for høj grad blev tilbragt på langs. Alt for meget sygehus. Alt for meget medicin, operation og kan ingenting. Alt for mange andre som bestemte og alt for meget ked af det hed. 2011 går for mit vedkommende over i historien som det hårdeste år jeg kan huske.

I stedet for gør vi klar til at indtage 2012 stående, gående, dansende og meget mere smilende og grinende. Der er ikke nytårsfortsæt om flere kilometer i benene, færre kilo på sidebenene eller nul smøger herfra. Der er såmænd bare et ønske om afklaring og ro og mange flere skridt i den rigtige retning. Brikkerne falder efterhånden mere og mere på plads i hovedet. Ind imellem overvælder trætheden, smerterne og frustrationen stadigvæk og det føles som om hele puslespillet falder fra hinanden. Men de dage er der længere imellem og brikkerne er efterhånden så velkendte at de er meget nemmere at sætte sammen igen.

De sidste brikker har jeg ikke selv. I de næste 6 uger stikker kloge hoveder fra kommunen, jobcenteret, lægehuset og sygehuset hovederne sammen og vurderer, hvor jeg hører hjemme på hylden. Jeg holder ikke vejret mens jeg venter - men er bestemt ikke upåvirket. Jeg ved ikke helt hvad jeg ønsker udfaldet skal blive. Nogle dage synes en pension som det værste der kan ske og langt fra den hverdag jeg ser som mulig. Dagene hvor benene svigter helt og i de søvnløse nætter er den afgørelse mere end velkommen. Jeg kender ikke reglerne og jeg ved ikke hvad de finder ud af. Jeg udfylder skemaer og melder ind som jeg skal og så må vi se. Jeg ved i hvert fald, at når vi rammer nytår næste gang er jeg færdig med den del af systemet og det glæder jeg mig virkelig til at vinke pænt farvel til.

2012 er velkommen her. Det bliver et godt år! Vi har nemlig tryllehatten og med den kan intet ondt ske. Vi låner den gerne ud til dem som trænger - og i hvert fald ønsker vi jer alle det bedste af det bedste for det nye år.

Godt nytår!

Om julepause

2011-12-28T18:00:00.003+01:00

Vi er ikke helt sluppet for sygdom i julen. Yngste brugte den 23. på at tømme maven og fylde vaskemaskinen adskillige gange og i går overtog jeg kvalmen. I dag supplerer jeg med hovedpine og ondt af mig selv, så er puttet under tæppet på sofaen. Drengene napper en familiejulefrokost mere og heldigvis er Cosmo hurtig til at indtage den rette afslappende stil til en julepause.
Det er der plads til og vi satser på at være på banen igen i morgen.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Glæden ved at give

2011-12-23T23:56:00.002+01:00

Jeg elsker virkelig julegaver! Elsker at købe dem og elsker at lave dem og elsker at glæde andre. I år har jeg lagt rigtig mange timer i én julegave og den blev færdig for en halv time siden.

Det er et tæppe til min mor. Der er lagt mange tanker og rigtig meget kærlighed i det tæppe. Det er mit Montebello tæppe - mit terapitæppe. Der er solskin og helbredende tanker i hver eneste firkant og det har hele tiden været planen at det sku lande under træet med min mors navn på.

Det er simpelthen blevet SÅ fint! Det er blødt og tungt og varmt og helt perfekt.
Glæder mig som et lille barn til at se hende pakke det op!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Om jul og Rudolf og panik før lukketid

2011-12-22T22:50:00.000+01:00

Så er juletræet pyntet, det sidste konfekt er dækket med chokolade og pebernødderdåsen er atter fyldt til randen. Manden er sendt i Bilka med indkøbsseddel og opgaven om at fylde køleskabet med lige præcis nok til at vi ikke sulter i juledagene. De 300 dioder pryder nu hæk og legehus i haven og vores allerførste juletræ er smukt og fint med små fine hvide lys, porcelænshjerter, kugler og lige tilpas med barnlige søde julefigurer til at også ungerne er tilfredse med resultatet.

Jeg var så heldig at nå en hurtig Max i min skønne, kloge, sjove og farverige venindes selskab på Fyn i går. Jeg fik et 'for sjov julekort af den indpakkede slags' med hjem i tasken - og tro mig, så ved man aldrig hvad der venter! Men takket være hende - og så lige 2 børn der overhovedet ikke ville høre tale om at ~~det rædselsfulde glimmerdryssende dyr~~ det fine lilla glimmerrensdyr skulle være for sjov - bor selveste Rudolf i lidt mere prinsesset udgave nu også i træet. Det er vores jul og vores juletræ og os der bestemmer. Det er helt fantastisk og vi ender med at nå det der jul alligevel - og ellers når julen os og så er det som det skal være.

Panik før lukketid slipper jeg ikke helt for. Mormors gave er endnu ikke færdig og det bliver den heller ikke. Håber at et par timer med nål og tråd gør lige præcis så meget ved projektet at det kan pakkes ind sammen med løftet om hurtig færdiggørelse. Hvis ikke - ved jeg, at hun vil forstå og smile alligevel. Det hun har allermest brug for lige nu er nemlig kram og tanker og rigtig god energi i hendes retning til at kæmpe lidt ekstra mod den dumme sygdom som lige har taget et skridt i den helt forkerte retning i hendes krop. Det får hun - og vi er heldigvis mange der tror og ved at den energi har hun som ingen anden. Hun er sej min mor - og jeg er stolt og glad helt ned i maven over at kunne sige at hun er min!

I morgen kommer vores julegæster. Vi glæder os bare så meget til at hygge og slappe af og snakke og lege - og ja, bygge en hulens masse Harry Potter lego når ældste har åbnet sine gaver. Der er ingen tvivl - vi får verdens bedste juleferie!

Rigtig glædelig jul til jer!

Hep hep!

2011-12-20T22:45:00.002+01:00

Så skal det være. Ind med træet. Hjalte glæder sig så meget til at vi skal have vores allerførste juletræ i stuen. Så da jeg puttede ham sagde han igen "mor - kan du ikk nok gå ned og spørge far om træet må komme ind SNART"

Så i morgen står han op til verdens største juletræ lige midt i stuen - oven i købet er hans far gået all in med lyskædem og har strøet 300 gule ud over træet.

Skal nok lige justeres en lille smule ~~fjernes helt~~ når barnet har ser den lysende herlighed :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Om julegaver til sig selv :)

2011-12-19T12:39:00.000+01:00

Når man nu har ønsket sig det rigtig længe. Så må man godt ikk??

Ok. Dårligt billede af en stadig hævet fod. Men den er fin! Og de to stjerner er mine drenge. Store stjerne og lille stjerne. Lysende klare og det bedste jeg har. Nu foreviget på min højre ankel.
- og pssst. På teenagemåden kan jeg fortælle at min mor synes den er SÅ flot :)

Bjældeklang og guirlander

2011-12-11T16:50:00.002+01:00

Så skal der produceres julepynt. Ældste vil lave guirlander - heldigt at det så nærmest er det flotteste julepynt man kan tænke sig ikk? Bjældeklang kører i baggrunden, der er rigeligt med Chaithe til den strimmelklippende mor, og der er pebernødder i skålen på bordet. Han drømmer om en kilometer lang rænke af alle de fine farvede ringe. Der er limet 27 ringe sammen so far og barnet trænger til en pause??!
Men... Rom blev vel heller ikk bygget på en dag vel?

- Posted using BlogPress from my iPhone

Brødrene P go home!

2011-12-10T20:24:00.003+01:00

Har lige hevet de sidste vaniljekranse ud af ovnen. Har vist aldrig før bagt en kage eller småkage eller noget som helst med SÅ meget smør i! Smør smør smør. Har ikke set mange programmer med Brødrene ~~smør~~ Prise, men tror simpelthen ikke at de kan være med her. Madam Mangor står bag opskriften. Har set dem på ca 100 blogs og det er vist også dem de sælger i Den Gamle By. Og endelig siger de kloge - det må i det her tilfælde være mine børn - at de er sindssygt gode.
Så, glædelig jul da!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Life is good!

2011-12-07T13:52:00.002+01:00

- og det blir på ingen måder dårligere af, at tage en lille tur med manden på arbejde. Han knokler lige nu med at få lidt elektronisk patientjournal lærdom ind i hovedet på en flok sundhedsplejersker. Jeg benytter mig af chancen for at hvile ryggen og nyde udsigten fra 19. etage på Bella Sky. I aften skal vi på date. Noget lækkert mad er sted, gåtur blandt alle de fine lys, lækker kaffe, holde i hånd og snakke.
Fantastisk - og endnu mere fantatisk at mormor klarer juletjansen i Kastanjehaven imens.
Den bedste dag til jer - en af dem bliver det helt sikkert her :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Mere juleri

2011-12-04T19:20:00.003+01:00

Juletræ i dansesalen. Hjælp af yngste til at lave müsli. Hjemmelavet julekalender fra ældste. Lækre kanelbiscotti og masser af tid til flere julehistorier og til at øve julesange. Chaithe og strikketøj under tæppet. Starinlys og mandariner.
Decemberweekend når den er allerbedst altså!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Findes der noget bedre?

2011-12-03T22:33:00.002+01:00

- end duften af julebag? Elsker i hvert fald når hele huset dufter af pebernødder og ungerne har runde kinder af smagekager. Har julet og daset og læst og sunget og danset og leget og snakket og hygget hele dagen.
- juleweekender er da bare de bedste :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

1. december

2011-12-01T10:47:00.001+01:00

Så er december skudt igang. Der er lys på træet i haven, kalenderlys på bordet og nisser i vinduet. Hjaltes ~~skrækkelige og meget larmende~~ hyggelige mekaniske nisser er på plads på værelset og der er købt rigelige mængder af fyrfadslys til de mange stager.

Hjalte var ude af sengen på få sekunder i morges og lyste op i det største smil da han så, at nissen atter havde fundet vej til julesokkerne i Kastanjehaven. Smilet blev kun større da kæmpepakken på bordet fra mor og far afslørede verdens største Champions League kalender. Mikas synes det hele var en lille smule mærkeligt og åndede lettet op da den sædvanlige havregrød blev serveret. Men mon ikke han fanger pointen når han ser, at det faktisk er de næste mange dage sokken skal tømmes?

Jeg har virkelig glædet mig til december. Jeg elsker det hele - uden undtagelse! Elsker at købe julegaver og finde noget fint til alle dem jeg holder af. Elsker at pakke dem ind og skrive kort. Elsker julelysene i alle haver og fra alle vinduer. Elsker at bage pebernødder med ungerne og synge julesange. Elsker at snakke om nisser og tryllerier - og måske hjælpe nissen lidt på vej når risengrøden skal skifte farve eller Hjaltes sko skal fyldes med gran eller elastikker. Elsker at ungerne glæder sig. At der sker masser af hyggelige ting i vuggestuen og på skolen. At der er julekalender i fjernsynet og nedtælling til den store dag på alle mulige måder.

I år er lidt anderledes. Praktikken - arbejdsprøvningen kræver enormt mange kræfter og det samme gør genoptræningen og alle undersøgelserne. Men det hindrer ikke hyggen og alt juleriet i at komme til Kastanjehaven. Der er valgt fra de helt rigtige steder og endnu bedre valgt til hvor det i virkeligheden er vigtigst!

December bliver fantastisk - den 1. december er kun en af mange dejlige juledage lige her sammen med min skønne familie!

Nisseweekend

2011-11-26T14:44:00.002+01:00

Vi tager fat på juleriet (telefonen insisterer på at skrive hyleriet??) med manér i denne weekend!

Fredag; julestue sammen med mormor i Sunds. Vaffelspisning, tombola, pakkemaskine, brændte mandler, slik og konfekt, det muntre køkken, skrabespil og ~~et kaos~~ ~~mylder~~ ~~virvar~~ en masse glade børn.

I dag løb de største drenge nisseløb sammen med 275 andre Lystrupnisser - 3,5 og 7 kilometer - med vaskeægte registrering og kamp om pladserne på podiet. Mor og mindstemand holdt gang i pepernøddespisningen indtil far og Hjalte var tilbage igen uden podiepladser men med røde kinder og tilfredse smil over at have gennemført.

I morgen indtager vi meget traditionelt fars arbejdsplads til mere julehygge, dekorationsfremstilling, pyntning af honninghjerter, chokolade i lange baner og sikkert et besøg af manden i det røde tøj.

Ind imellem det hele sørger vi for at Kastanjehaven bliver julet lidt til. Vi tænder lys, bager klatkager og der er også et sukkerchok eller to der lige skal passes.

Julen er mere end velkommen her - vi elsker det :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Må jeg præsentere:

2011-11-21T21:00:00.003+01:00

Min smukke lille niece. Her fanget på sin mors bryst. 6 timer gammel og moget af det mest fantastiske.
Man kan da ikke andet end at smelte mår man ser det her lille ansigt. De fineste runde kinder og den der lille trutmund.
Ej men suk altså :) Faster er i hvert fald meget meget stolt!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Vi er SÅ klar

2011-11-20T15:49:00.002+01:00

De sidste ender er hæftet på babytæppet. De lyserøde indkøb er fundet frem og skal bare pakkes ind. Storebror gaven er i hus og ungerne er ved at lægge sidste hånd på deres kunstværker til den lille ny.

I morgen kommer vores lille kusine og niece til verden.
Vi er SÅ klar til at tage i mod og hold nu fast hvor vi glæder os :)

Posted using BlogPress from my iPhone

Drenge når de er bedst?

2011-11-16T23:33:00.001+01:00

Det der med interessen for tappen mellem benene starter ganske tidligt - konstaterer drengemoren lige her til aften.
2 årig vågnede ikke helt tilfreds kl 23:00 og skreg på moooar. Og mor her kom op til synet af lille dreng siddende i sin seng; plaskvåd dreng, plaskvåd seng og helt tør ble! Øhh - WTF?
Til spørgsmålet "hvad har du dog lavet" fik jeg promte svaret:

"Min tissemand ikk væk derned mere (pegende på bleen selvfølgelig) - nej nej, ikk væk mere, mor"
- og så fik jeg et lille tilfreds smil med på vejen.

Tog den første lektion i "den skal blive nede i bleen min skat - det der duer ikke" under nattøjsskiftet, men nåede vist ikke helt ind. Så opgaven går hermed videre til manden i huset og jeg ryster en lille smule på hovedet af det der med at være drengemor.

Og nu kører vaskemaskinen lige en natvask og synderen ligger her ved siden af mig og er så pisse nuttet at man slet ikke kan være sur eller irriteret eller noget.
Skal bare ha fundet ud af hvordan jeg lister en lille smule prinsesse ind i de drenge ikk?

- Posted using BlogPress from my iPhone

Tanker fra dag 1

2011-11-15T08:28:00.000+01:00

Det var FEDT at sætte sig på rattet. Klipse skiltet på blusen og sætte kursen mod en vaskeægte tolkeopgave.

Og det gik jo helt ok det der arbejde. Kort dag. En del af tiden blev brugt på transporten frem og tilbage. Kort tolkning hvor der kun var få ord som jeg virkelig skulle lede efter tegnet for. Lidt nemmere at falde tilbage i den gamle tolkerolle når brugeren straks udbryder "Nej HVOR hyggeligt at se dig - det er da længe siden er det ikk?" (for JO - det er så ca 3 år siden jeg sådan rigtigt var på banen i det her show)
Så den del af det der med at starte op gik helt fint.

Men hvad så med ryggen? Hmm. Indrømmer blankt at jeg er spændt på det her. Havde rigtig ondt i begge ben da jeg landede i Kastanjehaven i går. Fuldstændig som jeg har når timerne er blevet brugt på træning i bassinet. Eller på lidt vasketøj og hentning af unger. Jeg priser mig lykkelig for at dagen i dag "kun" byder på bassin og lidt behandling hos fys - og der er røget en enkelt ekstra smertestillende ned.
Og alt det her havde jeg forventet. Så det er ikke øv og åhh nej og det går jo slet ikke vi er ude i. Det er vist bare endnu en konstatering af, at der ikke mange timers aktivitet i den her krop, så udfordringen bliver vist mest at få dem fordelt rigtigt, så der er plads til både arbejde, hjem og mand og børn.
Er heldigvis landet et sted hvor de kun er interesserede i at hjælpe med den balance.

Følelsen af at føle sig helt normal (ja ja næsten da) var der altså da jeg var afsted i går - og følelsen af at ville og lysten til at prøve til og fra er der stadig.
Det skal lykkes det her :)

Pakker øhh...

2011-11-13T21:02:00.003+01:00

Jamen så skal der jo pakkes arbejdstaske. Sådan rigtig vaskeægte arbejdstaske. Har fundet skiltet frem. Og skemaet. Og papirene til jobcenteret. Og??
Modet satser jeg på kommer når jeg sætter mig bag rattet. Tegnsproget? Er som at køre på cykel ikk? Altså det er vel derinde et sted.
Nu er det i hvert fald nu.
I morgen skal jeg på arbejde!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Så er det nu

2011-11-10T08:11:00.001+01:00

Har de sidste uger været til en del møder. Møder med læger. Møder med sagsbehandler. Møder med jobkonsulent. Møder med tidligere arbejdsgiver. Nu er det nu.

På mandag starter jeg i virksomhedspraktik - arbejdsprøvning - afklaring - pension/fleksjob - kan du holde til noget? Kært barn har mange navne - men i bund og grund handler det om, at det er på tide, at finde ud af hvad jeg kan; og hvor meget; og hvor ofte. Det er svært og det er mærkeligt og det er fedt. Det er længe ventet og jeg glæder mig. Og så alligevel ikke. For lige nu virker det helt urealistisk at få noget som helst arbejde puttet ind i den hverdag som er blevet så besværlig og hård. Samtidig har jeg længe haft lyst og brug for at komme ud og bruge mig selv og mit hoved på andet end det herhjemme.
Så nu er det nu.

Jeg har - i samarbejde med jobkonsulenten - lavet en aftale med min gamle arbejdsplads. De er villige til at regulere opgaverne så de passer til mit behov og er fleksible både med administrative opgaver, specielt udvalgte tolkeopgaver, kundebesøg, undervisning osv. Så sådan lidt vi tager det hen af vejen og ser hvad vi finder på holdning krydret med fleksibilitet i både timer og tidspunkter på dagen. Så egentlig kan jeg vist ikke ønske det bedre når det skal være.

På mandag går det løs. Kører vestpå og tolker en lillebitte smule. Torsdag tager jeg nogle timer på kontoret og ugen efter hæver vi timeantallet en smule.
Det er vildt. 2 1/2 år er der efterhånden gået siden de opdagede en nervetumor i rygsøjlen. Rigtig rigtig meget er sket siden da - intet af det handler om arbejde.

Det gør det fra på mandag. Kryds fingre ikk? Det skal nemlig lykkedes. Om ikke andet, så bare lidt.

Weekend

2011-11-04T19:44:00.001+01:00

Sidder på 22. etage på Radisson i København. Drikker kaffe og nyder udsigten som er smuk trods tåge og fugt. Har fantastisk weekend i vente! Kærestetid. Gensyn med de skønne mennesker fra Montebello. Hele to nætter uden børneafbrydelser. Morgenmadsbuffet og god tid til kaffen. Gåture ved søerne og tid til bare at være.
Tjekker ud igen søndag og regner med at energidepoterne bugner når pizzabilen vender snuden mod Lystrup.
Ha den bedste weekend, det får vi :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Det hele værd!

2011-11-01T21:54:00.001+01:00

Har haft en af de der marathondage. Med manden udenbys. Møde med jobkonsulent. Ordne ordne rundt omkring. Gåtur til vuggestuen så hunden lige kunne blive luftet. hjemmelavet müsli og risengrød mens der blev lavet legelagkage og læst peter Plys. Ældste som sku hentes fra legeaftale midt i madlavningen. Madpakker og opvask og lektielæsning. To trætte drenge i bad. Godnatlæsning og putning. Og så lige oprydning gange tusind og klargøring til i morgen til trætte mor.

Men når yngste så ligger og råber fra sin seng: "GOOAAAR - GOOOARRR, EGGER GAAAJ" (ja vi er stadig på G, så det er selvfølgelig "Moar - moooar, elsker dig" vi er ude i)

- Jamen så smelter man da og synes at det er sliddet værd ikk?

Jamen det ER hårdt

2011-10-29T10:17:00.002+02:00

Nå. Men vi er også syge her. Eller ungerne er. Feber og hoste og lægebesøg. Havde lykkelig glemt den del af efterår med skole, SFO og vuggestue. Eller med børn som leger ude i nylon t-shirt i næsten frostvejr. Og med lunger som aldrig helt blev udviklet i mors mave og derfor protesterer voldsomt når efterår og fugt sætter ind.

Så nu er vi udstyret med større dosis til Miksens inhalator og en mere effektiv pumpe til de værste anfald. Hjalte er udstyret med pencilin mod mellemørebetændelse og jeg har monteret den tålmodige 'det er helt ok at I pylrer fucking hele tiden' facade. Det er jo drengebørn jeg har; og drengebørn bliver til mænd; og Hjalte har allerede sort bælte i sygdomsynk. Så vi er nødt til at leje nogle flere film - når det nu er det eneste han kan.

Ligge der på sofaen - og holde sig for øret.
Eller sidde lidt - og holde sig for øret.
Eller måske gå en lille bitte smule rundt i stuen - og holde sig for øret.
Måske et dejligt varmt brusebad - men kun hvis hånden ikke slipper øret.

Nu har barnet ondt i skulderen - og armen føles som om den er helt tyk og som om det hele tiden prikker i den.
Wonder why?!

Ikk lige nu mor

2011-10-26T08:41:00.000+02:00

Det er da også svært når man lige hygger sig i nattøjet. Eller når man hellere vil stå i hjørnet end tage tøj på. Eller når der ikke er tid til at få skiftet bleen og nogen siger man skal. Eller når man vil tegne når det er tid til at spise. Eller man vil ud når alle andre går ind. Eller når moren siger at mund og fingre skal tørres af og man selv bare vil ned og lege. Eller når man ikke er enig i den sengetid de voksne bestemmer. Eller når det ikke er kage der bliver serveret til aftensmad. Eller når hoppehesten leger med et andet barn i vuggestuen. Eller når man ikke kan nå loftet. Eller tage månen ned. Eller...

For pokker det er svært at være 2 1/2 ikk? Så lige nu er har vi Mikas-på-altid-tværs boende. Heldigvis er det 8 ud af 10 gange muligt at grine af det. Men så er der også de der gange, hvor man bare stopper topskrigende barn under armen og går.
Hip hurra for selvstændighedsfaser og 'ikk lige nu moooar'

Bøhh!

2011-10-22T23:23:00.000+02:00

Ok. Indrømmet, så er det ikke overskud det emmer af lige nu her på matriklen. Men man kan altid bage en kage ikk??

Kagen her er til morfars fødselsdag i morgen. Om ikke andet synes ungerne den er sjov og jeg fik tankerne parkeret et par timer.
Kagebagning holder!

Verdens sejeste 7 årig!

2011-10-15T12:04:00.000+02:00

Tror da nok lige Hjalte voksede en halv meter i går! Han kom glad og stolt hjem fra skole og kunne fortælle at han havde "vundet"
Han var den fra yngste klassegruppe som havde løbet længst - så det blev markeret med en tur på scenen, klapsalver og diplom og endda en mail fra hans lærer i går aftes med et stort tillykke med ham og hvor er han SEJ!

Og han er sgu sej. Knægten har løbet ikke mindre end 10,5 kilometer! Det synes jeg er vildt - og smilet er heldigvis ikke til at tørre af det lille ansigt :)

Bagsiden af medaljen er de ømme lægmuskler som viser sig i dag, men forklaringen om at sådan er det for alle sportsstjerner som udøver noget ekstra er købt.

Kæft hvor er det fedt at se sit barn vokse på den måde. Behøver jeg at sige at det er en stolt mor som har lovet chokoladekage og Harry Potter hygge i dag?

Fotæl fortæl

2011-10-09T21:07:00.000+02:00

Nå men fortæl om Montebello siger de herhjemme. Ihhh, jeg skal høre det hele! siger veninden. Fortæl fortæl - vi skal da høre om din tur, siger de. Hvad så - er du bedre, var det godt, må vi høre?
Men ved I hvad. Det er faktisk bare ikke så nemt.

Så velkommen til verdens mest rodede indlæg om Montebello.

For hvad er Montebello? Altså ud over revet gulerod, sol og varme, en masse syge mennersker og en flok fysioterapeuter som gør deres bedste for at sparke de syge kroppe igang og lempe lidt motivation ind i de askegrå hoveder?
Det i sig selv er nok til at elske det og give det mange stjerner, men Montebello er bare så uendeligt meget mere!

Det er en kæmpe chance for at vende fokus 100 procent mod sig selv. For at slappe af. For at træne igennem med kompetente folk omkring sig. For at skabe nye vaner og se det hele i et nyt perspektiv.

Det er et møde med en masse skønne mennesker som alle har sit at kæmpe med. Det er en forståelse ud over alle grænser og det er 21 dage med absolut ingen grund til at forklare noget som helst eller frustreres over manglende forståelse for en hverdag som er blevet svær. For den forståelse er serveret lige for næsen af dig på Montebello.

Jeg har virkelig haft det godt! Jeg har mødt nogle mennesker som jeg er kommet tættere på på 3 uger end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der sker noget på 21 dage. I begyndelsen er det måske fint at dele løst og fast fra hverdagen - give indsigt i hinandens sygdom, operation eller hvad man nu kæmper med, men det bliver ikke ved med at være nok vel? På et tidspunkt falder paraderne - og det giver SÅ meget tilbage.

De der kender mig, ved at jeg virkelig frygtede opholdet inden jeg tog afsted. Ikke tilbuddet og det jeg fik stillet i vente, men det at undvære det herhjemme. Ikke bare savnet til mine drenge - men forestillingen om at give slip på det hele var helt ufatteligt grænseoverskridende for mig. Det er nemlig - uden at hænge nogen ud - mig der har styr på lortet herhjemme. Og selvom der de sidste 2 år, hvor sygdommen og operationer har overtaget en del af grebet, er kommet mere lort på styret - har jeg alligevel haft overblikket.
Der var også der kaos på så mange andre områder hos os inden jeg skulle afsted, så forberedelsen og snakkende om hvordan og hvorledes blev aldrig rigtig til noget. Dét blandet med tanken om hele 3 uger uden mine skønne unger gjorde det bare uendelig svært at sætte mig ind i den flyver.

Men jeg kan sige nu - 100 procent sikkert - at det er det bedste jeg har gjort for mig selv. Rent fysisk er der sket mange ting på Montebello. Jeg har forbedret mig i alle tests og har fået opbygget noget der ligner muskler i både arme og ben. Jeg har fået så mange nye øvelser til genoptræningen at jeg kan fortsætte træningen på egen hånd i et helt alm center. Og ja - der er stadig voldsomt mange begrænsninger og regler der skal følges - men det er et kæmpe skridt på vejen.

Jeg har fået den ro jeg har sukket efter det sidste år. Montebello ligger i de skønneste omgivelser. Har den dejligste have. Bjerge og hav og smalle gader med blomster i skønne farver overalt. Frugttræer og duft af jasmin og dejlig dejlig varme. Der er masser af mulighed for at slappe af mellem træningstimerne - og hvor er det fantastisk at smide sig på en solseng med musik i ørerne og vide, at det kun er en selv der bestemmer, hvornår det er tid til at rejse sig. Jeg har læst bøger og hæklet firkanter drukket cola og snakket og grinet og hygget med de andre. Gået ture i haven og i området. Stået op med solen og set den stige op af havet med bjergene som den smukkeste baggrund.
Jeg har som eneste aktiviteter i 3 uger vasket mit eget tøj, redt min egen seng og købt min egen cola - alt andet var der bare sørget for.

Men alt det virker så uendeligt småt i forhold til alt det andet jeg har med mig hjem. Alt det som ikke kan forklares og som stadig er i kroppen og hovedet og som gør det en lille smule svært at dumpe ned i Kastanjehavens hverdag igen. Det er så svært at forklare hvad der sker på Montebello. Men det er godt og varmt og trygt. Det er ubeskriveligt at være sammen med mennesker på den måde og der er mennesker i mit liv nu som er den største gave Montebello kunne give mig. Det er verdens største gave at få 21 dage serveret til sig selv og kun sig selv.

Det er ingen mirakelkur og der er stadigvæk enormt langt at gå endnu. Der er også døre som er permanent lukkede efter sådan et ophold og der er begrænsninger og symptomer som på mange måder bliver mere tydelige og som får mere plads fordi de skal og fordi de skal bæres fremover - altid.
Men 21 dage på Montebello giver mod til at se dem i øjnene og mod til at tage det hele med videre. Det er små sejre - små skridt og masser af bittesmå indput hele tiden.

De kloge siger at det tager 21 dage at skabe nye vaner. Montebellofolket siger at små sejre bliver store på Montebello.

Det er kloge ord og de er SÅ sande!

Har vel lov at drømme?

2011-10-06T21:25:00.000+02:00

Har stadig indlægget om hvor fantastisk Montebello er i hovedet. Men det må lige vente ikk? Har nemlig travlt med at drømme om sådan en her! Balancen er bare for dårlig til at cykle og det ser ikke lige ud til at den del kan trænes op igen. Og vil jo bare gerne på vejene med ungerne igen ikk? Så nu skal der bare vindes i lotto eller noget - og så drømmer jeg videre imens :)

Home sweet home

2011-10-02T14:29:00.000+02:00

Det bedste i verden er da at komme hjem til det her!

Mere om det hele senere. Skal lige lande og kramme lidt mere på nogle børn :)

Verdens bedste dag

2011-09-24T21:28:00.001+02:00

Need I say more??

fredagstræning

2011-09-23T09:49:00.001+02:00

Om lidt er det tid til bassintræning. Der er overskyet for første gang og temperaturen er faldet lidt.
Der er allerede en times fitness i ben og ryg og jeg er topklar til at runde uge 2 af med mere træning.
Det går fremad - det gør det faktisk. Status inden afrejse var ret elendig. Ingen belastning og og få min cykling er nu blevet til 25 min på niveau 5 og der er vægt på stort set alle maskiner. Balancen er styrket og det er også noget nemmere at holde ryggen rank.
Det bliver aldrig lyserødt det hele - men der er i den grad håb forude. I dag skal hoften tapes op med det formål at støtte lændeskoliosen lidt mere og forsøge at mindske at hoften dropper ud når den blir træt.
Jeg er i gode hænder - jeg er glad og ved godt mod!

Så nu mangler vi bare at skyerne brænder af og lader solen skinne på os igen.

Life is good :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

På igen

2011-09-20T21:47:00.000+02:00

2 dage uden net og følelsen af at være koblet af alt. Så nu hvor det virker sidder vi allesammen med snuden i Skype, Facebook, Facetime og forsøger at opdatere diverse nyheder fra hjemmefronten, se familien og få sendt 'jeg lever' beskeder hjem.

Og jeg lever altså også.

Må indrømme at det nogengange føles som om det kun lige er muligt at trække vejret. Der er godt nok hårde timer indimellem. Kroppen gør ondt. Ryggen føles stiv som et bræt. Nerverne sitrer i hele kroppen og trætheden er så enorm at det næsten er umuligt at gå op af trappen. Men heldigvis vender det igen når kroppen bliver varmet igennem i pauserne og der er mulighed for at lukke øjnene og slappe helt af. Eller når en ny øvelse rent faktisk lykkes og succesoplevelsen giver et løft.

I morgen er vi halvvejs og sikke mange ting der nu er i rygsækken. Udover en masse træning, nye øvelser og en masse gode lange snakke og dejlige grin har vi også haft mulighed for at lege lidt turister. I weekenden tog vi en tur til Gibraltar. Nød udsigten til 3 lande og 2 have på en gang og gik blandt de vildtlevende aber. Kørte på stejle snoede bjergveje og kiggede på luksusyachts og andre rige glæder. Spiste is i solen og dyppede tæerne i Middelhavet. Fandt skaller og købte lokale specialiteter på markedet.

Nu er vi i gang igen og programmet er godt fyldt op i løbet af dagen. Træningstimerne er fordelt fra morgen til aften og det varierer med alt fra styrketræning med maskiner, udspænding af nervevæv, Pilates, holdtræning i sal, bassintræning, udstrækning, balancetræning og afspænding. De er simplethen så dygtige hernede og har et øje på hver finger. Der er ingen som får lov at have ondt, gå en lille smule anderledes eller hænge med mulen før de er der til at samle op. Jeg har fået behandling i dag og fået ændret mit træningsprogram. Det var for hårdt og der er nu meget mere fokus på balance og ro til nervesystemet.
I dag lå der 2 fine breve i receptionen fra mine dejlige unger. De blev læst med glædestårer i øjnene og tankerne mod Kastanjehaven. Utroligt hvad klistermærker og barneskrift kan gøre ved humøret. I morgen får jeg besøg af en veninde og de lover solskin og mere varme.

Det ER godt og der er fremskridt at spore selvom de kan være svære at se når det hele kokser. Men der er stadig godt mod og i morgen ringer vækkeuret kl 7 - så er det op på kondicyklen, 5 km i benene inden morgenmaden.

Vol 3

2011-09-14T22:43:00.001+02:00

Er I klar over hvor livsbekræftende det kan være at at være sammen med så mange syge mennesker? Jamen helt ærligt det er det!

Tag for eksempel C. En ung mand på 21. Tidligere elitesvømmer. Han er fantastisk og så pisse invalideret af en sygdom som nær havde kostet ham livet, men som nøjedes med at frarøve ham kæresten, vennerne, alle tænderne og den fulde førlighed i benene. Som gav ham store hvide pigmentpletter over hele kroppen og som er skyld i, at sol og vind og vejr er en pine for hans krop hver dag. Han brugte hver eneste øre af sin forsikringsudbetaling på et nyt tandsæt så han kan bevare smilet og i dag tog han på indkøb i den lokale turistshop, fordi han blev godkendt til at måtte komme i bassinet. Ikke et øje var tørt da han sprang i vandet - iført sin nye hvide langærmede t-shirt og med verdens største lilla-blomstrede sommerhat og smil over hele femøren. Første gang i vand i 3 år. Der var så meget glæde i hans ansigt. Den glæde nåede langt ud over bassinkanten og helt ind i hjertet og der får den lov at blive. Hvor kan man lære meget af sådan et spring.

Eller J. Han er ældste mand på vores lille ryghold og så fuld af lune og gode kommentarer. Hans kone har købt træningstøj til ham i en alt for varm udgave og hans dilemma er nu, at et par shorts i den lokale markedsbiks koster nogenlunde lige så meget som den øl han tillader sig selv at nyde i rollatorbaren på den anden side af gaden efter endt træning. Dilemmaet er nu, om væskebeholdningen skal bevares eller om de hvide stænger skal luftes. Konens lommepengeopdeling rækker nemlig ikke til begge dele. Han smiler helt op til begge ører når vores træner får os til at sige "HYDR" hver gang vi spænder bækkenbunden, og i dag var han den der sang højest med på hjulene på bussen, da vi padlede rundt i bassinet på vores skumrør.

Der er også E. Hun er 83 og har været lam i begge ben efter operationen og kan nu gå rundt med rollator. Hun er tynd som en pind og sygeplejersken holder lidt øje med, om hun nu får spist det de har aftalt så hun kan tage lidt på. Hun bruger os alle som vidner og stråler som en sol over at appetitten stiger i takt med at der kommer mere og mere træning på programmet.

Jamen så er der inderkredsen. Det hedder vi allerede ved vores bord. Vi er 6 personer. Noget så forskellige både hvad angår alder, bopæl, baggrund, liv, uddannelse osv. Og alligevel så ens på så mange måder, at vi allerede spotter når hinanden er kede af det. Gør noget godt. Har svært ved noget. Har brug for at snakke. Har brug for at være stille. Kan noget nyt. Trænger til et kram.
Det er utroligt, at man på så få dage kommer så tæt på mennesker, hvor eneste fællesnævner som udgangspunkt var et behov for genoptræning. Der er ingen tvivl om, at største fællesnævner i høj grad er en helt anden. Nemlig et kæmpe behov for at være blandt nogen, som faktisk forstår med både krop og hjerte på én gang, hvad det vil sige at blive sat af feltet på den her måde. Det giver et fællesskab som jeg ikke havde turdet håbe på inden jeg rejste herned.

Der er ingen tvivl om at uanset hvor meget fysikken kan om 3 uger så kommer jeg stærkere hjem.

Vol 2

2011-09-13T18:42:00.000+02:00

Så er vi igang. Ikke mere fridag og nursen og pusse nusse i Malaga. Mandag lidt intro til det hele og lidt lær at finde rundt og så i dag. Træning. Sådan rigtig træning.

Om det er hårdt? Ja.
Om det er svært? Ja.
Om det er grænseoverskridende? Ja.
Om det er fantastisk? Intet mindre!

Dagens program har budt på både holdtræning i sal. Gåtur med udsigt over vandet. Træning med maskiner i fitnesslokalet. Gulvøvelser. Lægesamtale. Holdtræning i bassin.
Det er ca 7 gange så meget som jeg plejer at have på programmet og det kan mærkes. Det er heldigvis ens for alle - og den første uge er vist slem. Det bliver pludselig lysende klart hvad man er her for og for pokker der kommer nogle dyk. Synes for eksempel ikke det er pisse fedt ikke at kunne rejse fra gulvet efter 1 1/2 bækkenløft. Eller at gå ud til kanten efter 5 minutter i bassinet fordi balancen svigter. Eller for den sags skyld at konstatere at de hold jeg helst vil på desværre ikke er egnede.

Til gengæld er det vildt meget optur at jeg var med på hele timen i salen. At jeg klarede trappetesten til UG. At jeg er en mulig kanditat til slide-steppe-maskinen som den ene ud af to eneste på holdet. Det er også fedt at der sidder nogen ved min side og gør mig opmærksom på de ting jeg kan når jeg bliver ked af dem jeg ikke kan. Det er bestemt også helt i top at vi har haft 1 1/2 time i den bagende middagssol. På ryggen på en solseng - med dejlige grin, gode snakke og musik i ørerne. At sygeplejersken er 100 procent forstående overfor den diæt jeg er tvunget til at leve efter og gør alt for at hjælpe. At vi allerede er 20 som har arrangeret turisttur til Gibraltar i weekenden. At her er så smukt og fyldt med blomster overalt at man blir en lille smule naturmenneske. At der er appelsintræer, daddeltræer, figentræer, citrontræer i vores have - og ikke mindst at jeg lige om lidt skal med min SØDE roommate på tur i havnebyen og spise fisk, drikke Max og suge lækker spansk stemning til mig.

Jeg har det godt. Send flere Jelly Beans!

Bootcamp vol 1

2011-09-10T22:23:00.000+02:00

Hold nu fast. Er lige landet i elevationssengen efter det der ligner verdens længste rejsedag. Er fuldstændig kvast efter alt for meget transport med alt for meget sidden ned og alt for mange informationer på alt for kort tid.

Men det her bliver godt! Eftersom vi allesammen bar gule klistermærke og kom mere eller mindre vraltende til terminal 97 i Kastrup lufthavn, var det nemt at finde sammen med andre Montebelloer. Vi var heldigvis en håndfuld ~~piger~~ ~~damer~~ kvinder, som hurtigt fandt sammen over en Frappuccino, så nervøsiteten blev hurtigt afløst af ro over at være i sammen med ligestillede. Det viser sig også at ikke alle er over 50 - og at man faktisk godt kan grine og smile selvom det fandme er noget af et cirkus at fragte SÅ mange syge mennesker til Spanien.

Tro mig - et toiletbesøg i flyveren t.a.g.e.r.b.a.r.e.l.a.n.g.t.i.d når man sidder ved vinduet og skal forbi en der ikke kan rejse sig, en som ikke selv kan komme op ad sædet, en som ikke lige kan flytte sit ben, to som står op fordi de ikke kan sidde mere, 3 der spærrer gangen med deres 'jeg løsner lige lidt op i den stive krop med mine øvelser', 4000 krykker og lige så mange gangstativer - og så skal man jo lige tilbage igen ikk? For så ikke at tale om at få fragtet hele bundtet ud i bussen - ned på værelset - op i spisesalen - ned til info - og...

Nej men for pokker jeg er træt nu. Der er heldigvis fridag i morgen og så skal området vist lige tjekkes ud. Har ikke set meget, men det jeg har set er helt fantastisk! Og her er varmt. Dejligt varmt.
Mandag går det hele løs. Samtaler med læge, sygeplejerske og fys. Og hele 3 timers træning på programmet. Det bliver super gør det!

Politik i børnehøjde

2011-09-08T14:06:00.000+02:00

Var i København i går. To 7 årige drenge på bagsædet og en hulens masse valgplakater i lygtepælene (specielt er Helle T ret godt præsenteret i plakatform i Kbh) gav anledning til en del snak på bagsædet. Sikke mange guldkorn der kommer ud af kæften når man er 7 år og ved mest!

"Altså er det ikke mærkeligt at de peger på hinanden? Kan de ikke bare sige hvem de holder med?"

"Nå - men jeg kan ikke huske hvor mange politier der er - men nogen af dem sidder lige i midten"

"Jeg synes det er vildt meget træls (man er vel fra Århus) at de også snakker når der er Disney - så skal jeg skifte kanal og det har jeg ikke lært"

"Min lærer kan navnene på ALLE dem der bestemmer - også Hitler (WTF?)"

"Min mor har stemt i et brev - det er fordi hun er i Spanien men gerne vil være med til at bestemme noget herhjemme alligevel"

"Øjj mor - hende der Helle Thorning, hun behøver i hvert fald ikke noget spejl hvis hun sku gå en tur udenom tivoli"

Jamen og så alle spørgsmålene ikk? De er så kloge sådan nogle 7 årige og oven i købet er verden dejlig nem og overskuelig når man har fri fra skole på en helt alm onsdag, tivoli, poser til at samle kastanjer i, madpakker under de store træer i en lille smule regnvejr, is og popcorn og en voksen som godt gider købe turbånd og køre med i de rutsjebaner man ellers ikke er høj nok til.

Ungerne ville stemme på dem som gav plads til flere tivolifridage i skolekalenderen og jeg ville stemme på ungerne hvis krydset ikke allerede var sat.

5 dage til Bootcamp!

2011-09-05T17:14:00.000+02:00

Først og fremmest. Jeg er stadig flyvende over hvor helt fantastisk en koncert ham George leverede. Det var gåsehud og tårer i øjnene under hele koncerten. Det var stemme som jeg aldrig har hørt den før. Og så var det fest og farver til sidst - sådan helt på teenagemåden.

Og så status p.t?

Jamen ligger vandret i luften for at nå det hele. Altså både det der skal være klar parat til dem herhjemme. Det der skal være klar til at tage med derned. Det der skal være klar til at sættes igang når jeg kommer hjem. Det der træningsprogram som jo skal gennemføres hver dag. Alt muligt og umuligt i skole og vuggestue som selvfølgelig fylder op i kalenderen lige nu. Og så alt det hyggelige med at få sagt farvel til alle dem jeg lige skal nå at se.
Halvdelen af det kræver en masse møder og en masse tid. Den anden halvdel kræver bare en masse køren frem og tilbage og finden ud af.
Krydser af på diverse to do lister - og når det jo nok.

I hovedet og hjertet er det stadig mærkeligt. Det er på lørdag! Det er lige om lidt og det gør stadig vanvittigt ondt at tænke på, at jeg skal savne mine drenge i 22 dage. Men når det så er sagt - så er jeg ved at være klar.
Glæder mig helt vildt til træningen. Til roen. Til tiden til mig. Til varmen. Til solen. Det bjerge og strand. Og ikke mindst til det resultat de lover jo.

Nå. Der en liste der skal tjekkes og en taske der skal pakkes og....

I morgen

2011-08-30T18:57:00.000+02:00

Kan ikke få armene ned. Det bliver fantastisk - helt igennem fantastisk!

At kende sin egen begrænsning

2011-08-28T00:59:00.001+02:00

Ældstebarnet og far - er på tur med klassen. "Nak og Æd" er det meget charmerende navn på arrangementet og det er noget med shelter, bål, hul i jorden og så lige de der 5 levende høns som skal - øhh, ja ordnes og sådan og så være aftensmad sammen med snobrød og noget grønt.
Jeg må med skam meddele at mine unger nok er blandt dem som lidt tror at kylling kommer fra køledisken i Netto - end off story!
Derfor prøvede jeg også at forberede ham lidt inden de tog afsted. Fortalte ham at de sku slagte høns og selv være med og at der jo var lidt blod i sådan en, men at Ida-Maries far havde helt styr på det og bla bla blaaa.
Han var skeptisk - men klar og vinkede glad farvel.

Jeg havde - thank God - hjemmetjansen med Miksen og må indrømme, at jeg var lidt spændt på, om de ville kapitulere og vende hjem til dynen når det blev mørkt derude i skoven.

Men. 21:30 ringede telefonen og en træt Hjalte ku fortælle: "Vi har det godt mor. Der har været lidt meget vand, men vi er næsten tørre igen. Det er ret sejt og vores soveposer er klar nu. Din kage var den bedste og vi har spillet fodbold og...."

Ikke et ord om kyllinger?? Måtte selvfølgelig spørge til det og fik dette svar:

"Narrj, det var jeg ikke rigtig med til. Altså jeg gad ikke - eller jo, men ved du hvad mor? Jeg VED bare at hvis jeg havde set det der, så havde jeg bare fået en dårlig nat. Så far og mig gik lige lidt væk og tog fodbolden med"

Supermand dér. Reddede lige nattesøvnen for både sig selv og farmand.
Glæder mig til at høre om ÆD delen af legen var ok. Den tar vi når de kommer hjem i morgen :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

De lækreste

2011-08-25T13:59:00.000+02:00

En af sommeren oplevelser blev en tur til fotografen. Noget med et vundet gavekort til en fotosession og et enkelt lille billede ~~(for derefter at blve totalt rippet i form af efterbestillinger og porto og den slags)~~. Og udover at vi nu har beviset sort på hvidt - eller i hvert fald i sort hvid, på at vi har de lækreste drenge i verden, er der ikke meget pænt at sige om den sag!
Profilfoto. Ny-åbnet studie i Hobro og ja undskyld, men det kan de f...... gøre bedre! Totalt dårlig service fra vi kom til gik. Rodebutik uden lige og bare lige noget lagenværk smidt ud på gulvet med en stor lampe bagved. Lidt for makeup'et ~~fugleskræmsel~~ kvinde i alt for høje hæle og med alt alt for lidt børnetække vimsede rundt og prøvede at spille hot med ssssuper gode idéer til opstillinger og samtidig alt for travlt med "det der må han ikke" "nej det duer ikke" "underlaget må ikke krølle" "den stol må han helssst ikke lige løfte vel"
Men altså. Selvfølgelig er der noget med det rette lys og dybde i billeder osv, så nu er der lidt til væggen og til bedsternes kommode. Men vist bred enighed om at det er både første og sidste gang vi er dem der som går til fotograf.
Men se dem lige ikk? De er da topskønne!

Træning træning og træning

2011-08-20T09:14:00.001+02:00

Hm. Kan I huske brokkeindlæggene over ikke at kunne træne? Ikke at kunne lave noget med ryggen og altid at skulle blive i stolen eller sofaen når de andre tager på tur? Med så meget brok bliver ~~man~~ jeg et surt løg, så det skal der gøres noget ved ikk? Der er vist ingen som er uenige i den sag og alle de kloge har konfereret og anbefalet og prøvet sig frem i de næsten 2 - ja TO år der efterhånden er gået med det her.
Jeg slår mine folder i et genoptræningscenter her i Århus. 2 gange om ugen. En dygtig fys og ergoterapeut ved min side. Varmt vand og stille og rolige bevægelser, langsom opbygning af øvelser i vand og gang. Gang - som i med det samme tempoet stiger, er der nogen som stopper mig og så er det tilbage til et tempo som ikke trækker i muskelfibre overhovedet.

Nu skal der ske noget mere. Jeg skal snart prøves af på arbejdsmarkedet og så længe der ikke er mere at komme efter rent fysisk er det en håbløs tanke. Så nu bliver der skruet op for intensiteten. Jeg blev testet i denne uge. Og ved I hvad? Det var virkelig skræmmende dårligt! Jeg blev målt med elektroder fordi det ikke handler om hvornår jeg selv synes jeg er træt, men om hvornår det lægeligt set er for meget for muskelvævet, fibre og led. Det kan de sætte ret præcise tal på og efter de tal laver de et program. Hvis jeg nogensinde var i tvivl om hvor meget sygdom gør ved alt alt a.l.t i kroppen, er jeg det ikke længere. Jeg kan nemlig:

Cykle på kondicykel uden belastning i 7 min
Gå på en crosstrainer i 4 min
Stå på balancebræt med støtte ved barre i 9 min
Lave centreret muskelarbejde med de store muskelgrupper med max 1 1/2 kilo vægt

Get the picture?

Det er ret så skræmmende info for mig. Den Karina jeg kender bedst er nemlig bare stadig hende som løb 4-5 gange i ugen. Gik til spinning, boksetræning og combat. Som styrketrænede i nødstilfælde - men så med mindst 40 gange så meget vægt.

Men nu sætter de ind - og har givet mig det her tilbud:

Facts:

Malaga
3 uger
30 grader
saltvands-varmtvandsbassin
intensiv træning med topdygtige - neurospecialister, ergoterapeuter og fysioterapeuter med 1000 års erfaring i ryg og nerveskader
nogen der laver mad til mig morgen, middag og aften
ro og hvile - vand og sol
gåture i smuk smuk bjergnatur

Der findes ikke bedre. Siger de.

Whats not to like? Altså det der er jo genialt. Og ingen tvivl om at det er vejen frem til en stærkere og bedre fysik igen. Jeg kommer hjem langt stærkere og meget mere klar til arbejdsprøvning, fortsat træning, alt det herhjemme osv. Men for pokker. Det er jo ingen familietur vel!? Så det betyder også at jeg skal undvære min familie. Mine unger! Skal være væk væk - som i sydspanien i hele 3 uger, mens mine unger er herhjemme. Jeg mener Miksen er 2 år. Det kan jeg da ikke.

Men når alt kommer til alt er jeg et ret rationelt menneske. Så selvfølgelig har jeg sagt ja. Jeg rejser den 10. september.

Er der nogen som gider holde mit hjerte mens jeg er væk?

Paparazzi

2011-08-15T14:07:00.002+02:00

Sommer?

2011-08-14T21:29:00.001+02:00

Synes stadig der har været lidt for meget af det her! Synes ærligt talt vi har fortjent en ordentlig omgang sensommer-hedebølge altså!

Lige hvad vi trængte til

2011-08-13T22:49:00.001+02:00

En fantastisk dag er ved at være slut. Sendte manden på Skanderborg fra morgenen af, tog overskudshatten på og diskede op med hygge og nærvær og masser af aktivitet til ungerne. Vi har gået tur - så langt at den lille mops måtte give op på vejen hjem og snuppe lidt af pladsen i klapvognen. Vi har ordnet have, slået græs og fejet sammen og klippet kanter (ja tænk at den slags virkelig giver point hos ungerne?) Vi har lavet buler på mindstemand - og pustet og aet og kysset til det ikke var øv mere. Vi har spillet bold og leget med biler. Vi har lavet bål, bagt snobrød og grillet skumfiduser. Vi har hygget med Coco på sofaen. Vi har læst Harry Potter og snakket om seje trolddomskunstner og eliksirer. Vi har spist vandmelon og vafler. Vi har grinet og sunget og pjattet. Vi har sunget sange under dynen og kysset godnat og krammet en ekstra gang.

Vi har haft verdens bedste dag - og det var simpelthen så tiltrængt!

Nu med

2011-08-10T17:33:00.000+02:00

Peageot Partner - anno 1967 i knækket pistacie og ægte varevognsinteriør.
Rullegardiner - specialmål og lige til at holde den skarpe sol ud af de sarte bedstemorøjne
Oister - lavpris abonnement til ekstra spotpris
34 hæklede oldemorfirkanter - med plads til flere

- er da vist lige nødt til at ha en sjus før det bliver for voksent og fornuftigt. Gisp.

Overspringsshopping

2011-08-08T21:05:00.002+02:00

Hm. Vi sku jo ha købt den der bil. Skiftet særdeles ikke rygvenlig Peugeot ud med noget mere ergonomisk rigtigt, børnecontaineragtigt og så gerne lige til kast i nakken pris ikk?! Men så nemt er det jo ikke. Har surfet og kigget og prøvet og siddet i og kørt og trillet og skiftet gear og snakket frem og tilbage og frem igen. Nogen er sløjfet og andre er føjet til - men Peugeoten er stadig parkeret i Kastanjehaven. Bliver vist ikke sådan nogen med Berlingo/Partner - og bliver desværre heller ikke sådan nogen som sætter sig ind i spritny Picasso med det fede auto-gear. Altså jo når pengetræet i haven bærer frugt måske.

Men hvad så? Er nede på 2 mulige valg. Den ene lidt gammel - halvdelen af rygbehovene opfyldt og billig. Billig og En chance for at slippe af med bilgæld på et par år. Den anden dyrere, men også ny og flere rygbehov opfyldt blandt andet automatgear. Plads som en Berlingo - men faktisk ret så kæk. Whats not to like? Prisen ikk? Hopper vi på den vogn er det ny bilgæld - flere års afdrag og ingen udsigt til luft på det område.

Så vi er lidt ude i at ville ha det hele - gerne vil være lidt voksne og fornuftige - gå med livrem og seler - gøre det bedste for os og for ryggen - undgå dumme mekanikerregninger - ha plads til det hele og mere til - køre godt og sikkert og ikke ane en skid alligevel. Det er da ikke så meget at forlange er det? Og hvorfor skal det være så svært?!

Nu læner jeg mig tilbage - overspringsshopper i form af fede støvler til yngste, gave til Lækre Aksel og lidt absolut nødvendige udsalgsvarer.
Venter jeg længe nok kommer der vel for pokker en voksen og tager over ikk?

- Posted using BlogPress from my iPhone

Mere ferie

2011-08-06T20:43:00.001+02:00

Presser lige det sidste ud af sommerferien med et par dage ved vestkysten sammen men farmor. Ikke de store udskejelser eller store ting at poste her - men vi sover længe, slapper af, spiser kage, plasker lidt rundt i badelandet, tegner, hopper på hoppepude, spiser mere kage - og undertegnede tilbringer selvfølgelig en hel del tid fladt på ryggen med varme i håb om at fremskynde lidt heling i møgryggen. Nå ja, så forsøger vi ind imellem at blive mere kloge på det der med den der bil. Det er faktisk helt ok at slutte ferien på den her måde.

Posted using BlogPress from my iPhone

Farvestoffer og sukker??

2011-08-01T21:25:00.000+02:00

Det bruger vi ikke her da! Og gad så vide hvorfor ungerne stadig løber på væggene når kl runder 23:00? Forstår ikke det der søvnnoget?

G er det nye sort!

2011-07-31T21:59:00.000+02:00

Yngste har ikke ligefrem haft travlt med at lave fine sætninger, sige nuancerede ord og føre sig frem på den sproglige udviklingsbane. Altså, det er ikke fordi han ikke snakker. Det gør han rigtig meget og hele tiden, men det er bare ikke mange ord der sådan har været til at forstå. Hans storebror var helt anderledes - han talte i lange sætninger da han rundede de 2 år.

Men nu sker der altså noget. Han bliver SÅ dygtig til at snakke og det er selvfølgelig en fornøjelse at være vidne til. Moren synes selvfølgelig, (angiveligt som den eneste) at han er meget nem at forstå. Det eneste det kræver er, at man er med på det nye sort. Alt starter nemlig med G. G er vejen frem:

GaGa GaGe - GIIIIGI = Hjalte Hjalte, Vi skal spise.
Ga ge ga gere, Gor = Jeg vil gerne ha mere Mor
GEEEEE GO = SIT Cosmo
Gas = Plads (ja ja - dyrekommandoer er vigtige ting at kunne)
Gis = is (selvfølgelig)
Gur gur guuuuuur = Jeg vil helt vildt gerne gå tur
Gææææd = Jeg vil med

Jamen se da lige hvilket gudsbenådet intelligent barn vi har? Sprogligt geni - intet mindre!

Kvadratisk, praktisk, god??

2011-07-29T17:04:00.000+02:00

Nå, men nu skal det jo ikke handle om mig det hele vel? Ryggen klarer sig igennem på lige dele morfin og Max og kærlig pleje fra nærmeste familie - og når man nu bare ligger her og ligger kan man jo lige så godt øve sig i at være lidt fornuftig ikk? Ja og økonomisk. Og børnefamilieagtig på familien Danmark måden. Så nu snakker vi bil.
Har en fantasitisk bil. Ventede i sin tid dobbelt så længe på modellen her fordi jeg ville ha panoramatag i dyret. Gik udelukkende med til St. car fordi jeg synes den der i dag står foran huset er cool. Men altså. Den er for dyr. Alt alt alt for dyr. Og ja, der er et stort bagagerum - men eller rummelig og praktisk? Nope. Og oven i købet er den da bare ikke særlig behagelig med dårlig ryg.

Men altså vi er ikke bange for at være fremme i skoene herude. Så vi håner gerne dem der bliver lige lidt for familien Danmark agtige med Weber og Berlingo-børnecontainer og alt det der. Ligusterfascisme og grimme biler!? Og kender I de der "jeg skal aldrig" sætninger? Sådan er vi - og vi skal aldrig ha en Berlingo jo. Eller det der ligner. Praktisk - det er da bare SÅ ligegyldigt.

Men altså - ikke desto mindre har manden været på tur i dag. For at se på den her:

Og så ruster vi os ellers til laaaang tid med "I told you so" og hån lige tilbage i nakken. Kom bare an.
- og Weber? Nix, det får vi ALDRIG!

Home sweet home

2011-07-27T23:53:00.000+02:00

Jeg er hjemme igen. På den anden side af det hele. Det er gået rigtig fint og jeg har det også forbavsende godt. Altså nu. Det er nemlig mere end man kan sige om dagene efter operationen. Jeg har a.l.d.r.i.g prøvet noget lignende. Løb nemlig ind i en morfinforgiftning. De søde narkoselæger ville befri mig for det smertehelvede som jeg gennemgik sidst. Sød tanke jo, og i bedste mening smækkede de to plastre med langsomtoptageligt flemta-et-eller-andet-morfin-agtigt-stof-som-jeg-aldrig-har-prøvet-før på mine arme. Jeg var vældig kæk inden operationen og sagde mig fuldstændig fri for bivirkninger af nogen art fra narkoser og hvad der til hører. Har trods alt prøvet det et par gange jo, så tænkte jeg sagtens kunne spille en anelse klog på det område og gav dem frit spil.

Det skulle jeg nok ikke ha gjort!

Der skete nemlig det, at jeg ca 6 timer efter at have givet efter for maskens og nålens indhold, åbnede øjnene. Kun for at lukke dem igen. Og igen. Og igen. Og igen. Var fuldstændig ude af stand til at holde øjnene åbne. Ca 4 timer senere følte jeg alligevel trang til at ligge i en lidt anden stilling og da man ikke må røre en eneste celle i kroppen af sig selv efter sådan en omgang, bjæffede jeg efter en sygeplejerske. Hun tog sin kollega under armen og sammen fik de mig skubbet et par centimeter på glideunderlaget. Seriøst ikke mere end det. Og det var nok. Den lille bitte bevægelse startede det vildeste kaos i hele kroppen! Kvalme som jeg aldrig har prøvet det før. Hovedpine af værste slags. Og kløe. Over hele kroppen kløe. Og fik jeg sagt kvalme?? Som i kan ikke holde noget som helst i sig kvalme. Nogen der tør gætte på hvor vanskelig en situation det er?? Ikke at måtte bevæge sig? Nyopereret ryg? Temmelig langt lige blevet syet noget op af ryggen. Og så opkast? Øhhh - tænker jeg sparer jer for detaljerne, men har alligevel ynke behov nok til at fortælle at det fortsatte.

3 1/2 døgn. Non stop. Har virkelig aldrig i mit liv været så syg og tiggede nærmest smerterne om at tage over. Samtidig forsøgte alle søde sygeplejerske at stille noget op. Lokkede med danskvand, druer, mandler, lakrids, is, agurk, cola, the, revet æble, figner (WTF??). Intet duede - og på den tid det stod på, blev der noteret en lille klase druer, 2 stykker agurk og lidt vand på kostlisten på sengebordet. Og jo altså kun for at blive streget igen pga - you know.
Så væskedrop, snuden i posen, hovedet på puden og så meget søvn jeg kunne trække ud af pineriet som eneste løsning.
Plastrene blev fjernet gradvist da det gik op for videnskaben hvem fjenden var, (og der er selvfølgelig en meget god lægelig forklaring på hvorfor de ikke bare flåede dem af med det samme) og jeg kan oplyse om at langsomt optageligt medicin også er en evighed om at skride ud af kroppen igen.

Så da jeg vågnede tirsdag og øjnede lillebitte lysning i mararidtet, (og selvfølgelig et bål af smerter i ryggen pga den manglende morfintilførsel) hev jeg i snoren, bad om et bad og lidt morgenmad. Sad ret op og ned med lukket mund efter mit halve æg og to teskefulde müsli og hyperventilerede gennem næsen mens mantraet "bliv dernede - bliv dernede" hamrede gennem hjernen og ventede på stuegang.
Seriøst - jeg skulle bare HJEM! Så da lægen kom og han ikke havde noget kirurgisk at beholde mig for og efter jeg havde brugt alle mine taler for mine syge mostre på, at overbevise ham om at kvalme sagtens kan bekæmpes herhjemme blev jeg hentet af min mand.

Så nu er jeg i Kastanjehaven. Jeg har det godt, men jeg har godt nok også ondt og jeg kan godt mærke det der med at det bare ikke er helt det samme at komme hjem - altså for ryggen. For lige præcis med alt andet er det bare her jeg skal være. For pokker hvor er det skønt at læse Harry Potter for Hjalte. At sige dyrelyde og kigge på flyvemaskiner og store biler med begejstrede Mikas. At drikke kaffe og snakke om verdenen, som da også lige gik af lave mens jeg sov, med min mand. Og at endnu engang at opleve hvor helt igennem fantastiske mennesker vi har omkring os.

Og ved I hvad. NU bliver det godt. Der er ikke flere men'er tilbage der. Nu ER det godt!

Øhhh nå??

2011-07-22T00:34:00.000+02:00

Nå. Kender I det der med at man står ud af sengen og tror at dagen bliver på en bestemt måde og så bliver den helt anderledes?? Skal lige love for at min dag blev sådan én.
Skulle have venindebesøg. Bage de sidste cupcakes til storefødselsdagsfejring af 2 årig på søndag. Drikke Iceblend med anden veninde. Hente ældste hjem fra ferie hos mormor. Spise aftensmad med både farmor og mormor og i samme omgang hyre dem som barnepiger. Se Harry Potter med manden. Og...

Men kl 9:30 ringede telefonen.

"Ja hej Karina det er Karen fra afd E3. Kan du huske at vi aftalte at jeg skulle ringe tilbage til dig når jeg havde nyt i din sag??"

~~" øhhh ja det husker jeg meget meget tydeligt eftersom jeg for fanden har ringet og rykket for det i fucking 3 uger NU~~ Ja selvfølgelig - hvad da"

"Ja nu skal du høre - og du skal høre godt efter. Du har to valg: du kan blive indlagt i dag og opereret i morgen, eller du kan udskyde og så vente 3-4 uger. Hvad vil du??"

Øhhh - kan man lige få et minut til at synke den. Evt tænke bare lidt? Tale med sin mand - finde en barnepige. Noget??

Det fik jeg. Fik helt præcis 20 minutter, så var hun igen i røret og krævede et svar. Og jamen altså - der er jo ikke så meget et valg vel? Bliver jo bare ikke bedre. Jeg skal opereres og at udskyde det 4 uger rykker det i den anden ende, og det er bare blevet rykket nok. Kender også bare godt systemets definition på 4 uger og ved bare at det var blevet til 6 måske 8 uger. Sådan er det. Og sådan skal det ikke være.

Så. 4 timer efter telefonsamtalen var farmor installeret i køkkenet hos Mikas. Manden hentet hjem fra arbejde. Veninden sendt hjem igen. Harry aflyst. Storebror forlænget hos mormor. Lidt praktiske ting ordnet over telefon og resten skrevet ned på huskelister til manden.
Jeg har talt med narkosen. Taget blodprøver. Optaget journal. Talt med sygeplejersker. Været omkring vagten fordi det nu hedder en akut operation - og endelig kl 23:00 talte jeg med den rare doktor Ebbe.

Jeg er vist så klar som man kan nå at blive på så kort tid. I hvert fald sidder jeg nu på et lille værelse på patienthotellet. Jeg er smurt ind i Klorhexidid fra top til tå og skal bare lige tørre lidt inden jeg kryber under dynen og forsøger at få et par timers søvn inden det går løs.
Kl 6:30 skal jeg være på afd. Kl 7:30 får jeg medicin. Og kl 8:00 går det løs.

Det er sidste gang. Sagde vi. Nu bliver det godt. Nu slipper de sidste nerver fri. Nu kan jeg komme rigtigt igang. Han har 100 procent styr på hvad han laver, og de skrækkelige ricisi han har listet op til samtalen har intet med mig at gøre. Sikke fint det kommer til at gå jo.
Ses på den anden side. For pokker hvor skal vi hygge os!

2 år

2011-07-18T23:41:00.000+02:00

Elsker elsker elsker at fejre mine unger! I dag var det Miksens tur. Hele 2 år siden er det at han kom til verden. En lille træt dreng på 47 cm og ca 2300 g. Nu er han en stor lækker - og ikke spor træt - unge, som elsker biler og bøger. Danser og hopper når han hører musik. Begynder at sige ord man faktisk kan forstå, og siger dem ret meget hele tiden. Har et helt klart billede af hvad der er "MIIIIIIN" Krammer og kysser og aer rigtig meget. Griner og pjatter. Bliver rasende og god igen. Tegner og maler. Drøner rundt på scooter og wheely og twister og alt andet med hjul.

Han er SÅ skøn og sjov og helt fantastisk og han fortjente selvfølgelig verdens bedste fødselsdag. Opmærksomhed og forkælelse fra morgen til aften. Og det fik han. Selvfølgelig.

Han har leget med alle sine gaver. Biler og spil og bøger og badedyr og flere biler. En af de største, gaven fra Onkel K og Løkke kom med under dynen da han blev puttet. Selvfølgelig blev der allermest leget med den store bil. Kæmpe kæmpe hit, og der er ikke tal på, hvor mange gange han er steget ud og ind af den i dag. Hver gang han ramte sædet var det med samme begejstrede "deeeeriiinnnn" - selvfølgelig gentaget indtil en af os svarede "Ja, du sidder lige derinde" Han har allerede tisset på sædet fordi han knapt var hevet op af badekarret før han igen var tilbage i bilen og det var ikke uden kamp han blev trukket ud af den da det altså var sengetid.
Det er da en fornøjelse. Så meget glæde og begejstring. Smittende og livsbekræftende og helt igennem fantastisk.
Elsker det og elsker at se mine unger elske det!

Et lindetræskram

2011-07-15T20:37:00.000+02:00

Det der Berlin ikk? Det var så super fantastisk. Og når man er i Berlin skal man selvfølgelig en tur under lindetræerne. Og man skal kramme og man skal tage noget energi med hjem. Jo jo. Så det gjorde vi. Under den Linden var ellers ret meget pakket ind i jern og Bobcats og andet vejarbejdegejl. Men på den anden side af det; blandt bænke og Lindetræer og iskiosker på stribe var der super hyggeligt. Og vi krammede gjorde vi.

Og mens vi så stod der og krammede kom der en forbi som virkelig så ud som om den ku bruge et kram. Kan godt være at der er konkurrencer om grimme hunde. Men seriøst. Hvis nogen sku finde på at uddele medaljer til verdens tristeste hund har vi vist en vinder her.

From Kreta to Berlin

2011-07-12T15:17:00.000+02:00

Yep. Her sidder jeg. I Berlin. Fede fede Berlin. In der Mitte. Drikker Starbucks og nyder storbylarmen, solen og alt det hele. Ret impulsivt må man sige. Nåede lige at stille kufferten på gulvet, vaske ungernes badetøj da en sms tikkede ind fra veninden. Jeg har fri. Ungerne er på ferie. Manden skal arbejde - skal vi lege?

Og det gør vi så. Bookede et hotel via Takeoffer, pakkede kufferten og bilen. Smed GPS damen op i forruden og tog afsted. Nu er vi her. Det var nemt. Det er fedt og Berlin er lige så fantastisk som de alle sammen siger. Vi har gået og gået. Set og siddet. Sejlet med tyske guider og konstateret at vi ikke forstår mange ord på tysk. Vi har shoppet og oset. Drukket kaffe og spist lækre kager. Fyldt tasken med billig tysk lakrids og chokolade. Vi har vendt hele verdenssituationen et par gange. Blevet klogere på tysk Berlinermurhistorie og taget billeder af de rigtige ting.

Vi skal mere. Mest af alt skal vi bare hygge og være sammen og sætte pris på at det ikke er os der tørrer næser og smører madpakker i 4 hele dage.
Det er da ferie når det (også) er bedst!

Om vi har haft en god ferie??

2011-07-09T12:39:00.000+02:00

Jo tak. Vi har haft den bedste ferie i hele verden!

Lollo og Bernie

2011-07-03T22:17:00.000+02:00

Kender I dem? Nej, men det gør vi altså. Nu. Sådan rigtig rigtig godt. Bernie er en bamse og Lollo er en giraf. De blev bedste venner fordi Bernie klatrede forhøjt op i et træ - Lollo kom forbi. Redde redde redde - super helt og bedste ven. Og nu bor de her. På VORES hotel (og måske en lillebitte smule på det Sunwing på Mallorca og Rhodos og Tunesien og og og og)! Nå - men de har deres eget legeland. Deres egen sang. Deres egen disko. De kommer når vi spiser morgenmad - gir krammere og driller mor og far og spiser kun nutella. De hopper i poolen og danser om aftenen. De leger kædedans og fniser og vinker og skubber og bliver lidt uvenner og så gode venner igen.

Hver. eneste. dag. hele. sommeren!

Og ja. Det bliver simpelthen og seriøst ikke mere charter og turistet end det her. Der er flere der taler dansk og svensk her end noget andet og har vist ikke hørt et eneste ord ægte græsk endnu. Har mødt en anden stakkels enlig mor som rejser alene med sit barn. Vi klinger - ungerne klinger, så det er jo happy go lucky det hele. Vi kan sidde der og grine af vores charterhelvede og alligevel løbe rundt sammen med alle de andre og fotografere vores unger når de krammer Bernie. Blive rørende enige om, at det her er da SÅ meget for ungernes skyld og ingen af os vil bytte det for noget. Jo.
Men helt ærligt. Prøv lige at være 17 år og guide her!? Blive tvunget ned i kæmpe stor plysbamsedragt 4 gange om dagen. Løbe på skattejagt med andres afkom og bare hele tiden smile og se ud som om det er d.r.ø.m.m.e.j.o.b.b.e.t!?

Er faktisk ikke længere i tvivl om at flokken hernede søger til Sunny Beach næste sommer - og så er det nogen helt andres tur til at synge "vi er beeeedste venner og jeg bor i dit land - råb så jeg kan høre det LOLLO OG BERNIE"

Eller også skal jeg bare ta den tjans? Er pænt meget til det her sol og sommer og har ikke sådan lige tænkt mig at vende snuden hjem. Og hvis jeg skal ned og bide i græsset og igennem alt det der arbejdsprøvningsnogen om lidt er det vel en oplagt mulighed?

Går lige i baren og vifter med mit orange armbond, henter en Lollo-cocktail og ber´ om et ansøgnings- skema ikk?

Highlights fra Kreta

2011-07-01T21:27:00.000+02:00

Begge unger kan nu selv finde vej til køleren med is og Hjalte bestiller uden problemer cola og Mickey Mouse drinks i baren.
Begge unger er lige så vilde med sol og pool som jeg er og derfor kræver de intet andet underholdning end én der gider kaste en bold engang imellem og så lige en arm til mindste, når han udfordrer den store pool - så det er faktisk afslappende for mig også.
Ældste ligner en lidt for kogt krebs og har ca 40 myggestik - men han er totalt happy go lucky så brokker sig ikke over noget af det.
Jeg fatter ikke, hvordan mine unger kan være så høje af sukker og helt umulige at få i seng når vi nu ~~lever af hvidt brød, syntetisk is og cola~~ spiser så skide sundt og går så mange ture hele tiden?
Vi kommer sandsynligvis aldrig hjem - mest fordi det er pænt vanedannende at gå ombord i verdens største buffet 3 gange om dagen og bare rejse sig fra beskidte tallerkner und alles - og også lidt fordi vi efterhånden har købt så meget ~~skrækkeligt og alt for dyrt~~ fuldstændig uundværligt badelegetøj at jeg aldrig får pakket det ned i kufferten når vi skal hjem.
Kan godt være vi ellers kamphader overturistede charterferier - men når man rejser alene med 2 kåde unger er det intet mindre end en fest, at der er børn overalt, kæmpe bamsemaskotter som går rundt og giver krammere, sang og underholdning og minidisko for alle pengene.
Meget atypisk er det ikke nødvendigt at stå op kl 6 om morgenen for at få en stol ved poolen. Der er seriøst nok til alle og ingen der slås om de bedste pladser.
Jeg har 2 gange i dag fået at vide, at jeg da bare har de skønneste drenge. Og det ved jeg jo alt om, men derfor er det sgu da rart at andre kan se det når man ikke lige sidder sammen med manden og dåner over dem.
Jeg ville ønske I allesammen kunne se Miksen da jeg tog dem med på stranden i går. Han blev først helt tavs og stod med åben mund. Så forlangte han at få sandalerne af og løb rundt og skreg: "WAUUU - DOOOOR DAN - DOOOOOOR DAN" (stor sand og stor vand selvfølgelig) Det var så rørende og fantastisk at selv Hjalte måtte kommentere på hvor sød han var.
Man kan faktisk få tårer i øjnene af at se en hel bunke unger danse "Hoved, skulder, knæ og tå" når ens egne unger er med helt fremme - og især når man nu ved hvor kæmpe stort et skridt det er for ældste at gøre det!
Og til de bekymrede: Det går rigtig rigtig fint med ryggen! Der er virkelig stejle bakker som skal bestiges. Der er mange trapper og der er langt flere skridt og ture der skal tages. Men ungerne retter bare ind - og faktisk tror jeg lidt de nyder det der med at det hele gååår liiiidt laaangsomt. Hjalte er simpelthen så god til at hjælpe. Han brokker sig aldrig over at skulle bære rygsækken - samle ting op fra gulvet og lige løbe en ekstra gang for mor. Store dejlige dreng! Og hey - jeg klarer det. Altså selv. Jeg skubber klapvognen op af de stejle bakker. Jeg går på trapper. jeg kan.

Hvis der nogensinde var tvivl, så kan jeg hermed slå fast. Det her var verdens bedste idé!

Pakket og klar

2011-06-29T21:04:00.000+02:00

Yeps. Pakket og klar til det der ferie. Må sige at der følger en anelse pakkestress med det der med at være impulsiv og købe afbudsrejse. Manglede alligevel lidt badetøj til ungerne, bikini til moi, solcreme, badehalløj osv. Og så sku der jo altså hentes pillepas (øhh tak til veninden for lige at gøre mig opmærksom på det), laves billeder af jernet i ryggen, så de ikke tror jeg har våben med. Ja ja - og ordne det hele praktisk, så jeg selv bare nogenlunde kan få bagagen med mig. Finde ud af noget med klapvogn. Og mad på flyet. Og noget til ungerne. Og noget om hvor vi skal være. Og hvad vi skal. Og hentes pas til ældste. Og printe papir og billetter og skrive lister. For tænk hvis noget manglede??

Har vist aldrig pakket så lidt før og har sikkert alligevel alt for meget med. Men nu er vi altså pakket og klar. Stuvet sammen i én kuffert og én håndbagage. Med en slynge og lille pose legetøj on the side. I ~~nat klokken pis~~ morgen kl 5:00 tjekker vi ind i Billund og så vender vi snuden mod Kreta. Og sol og sommer. Og is og pool.

Men ved I hvad det bedste er? Det bedste er, at lige om lidt er jeg bare mig. Er jeg ikke hende, som er blevet opereret. Eller skal opereres. Eller er blevet fyret. Eller skal i arbejdsprøvning. Eller som kæmper mod systemet. Eller hende, som ikke har hørt fra afdelingen. Hende som det ikke går fremad nok med. Hende som altid lige skal snakke om en hulens masse dårligdom, fordi alle er så skide søde til at spørge.
Og det skal alle virkelig bare blive ved med. Jeg ved, at det udelukkende er af gode hjerter og oprigtig interesse.
Men nu har jeg simpelthen gået rundt i det her for længe. Så fra i morgen har den del fri. Tænk. I morgen når nogen spørger hvordan det går, mener de sikkert bare om jeg er tilfreds med buffeten i All Inclusive. Om der er Aircon nok på værelset og om jeg kan holde varmen ud. Eller om jeg har været på stranden og om det var ok. Eller om hvor gamle ungerne er og hvordan man får dem SÅ lækre.
Se det bliver det bedste for mig. En hel uges ferie fra mig selv. Og at jeg som bonus får lov at nyde det med mine fantastiske, glade, søde og sjove drengebørn. Det kan man da ikke blive andet end glad i låget af!

God ferie til jer herhjemme. Det skal vi i hvert fald nok få!

Det der ferie

2011-06-27T23:42:00.000+02:00

Ja det skulle der jo egentlig ikke ha været noget af. Manden har først fri sidst på sommeren. Jeg skal opereres igen. Kontoen bugner ikke ligefrem efter mange måneders sygemelding - og det er bare ikke nemt at planlægge noget ret langt ud i fremtiden lige nu.

Men så er det jo heldigt at Spies kaster rejser i nakken på dem som kan rejse her og nu. Og det er vi nogen i familien som kan.

Så på torsdag og en uge frem spiser ungerne og jeg is her:

Og manden? Han passer hund og kat og arbejde. Han er da lidt sådan en helt ikk?? - og ja, når spontaniteten sætter ind smider den måske fornuften lidt væk. Så nu krydser vi fingre for at ryggen kan klare så lang en tur. At der er søde folk omkring os til at løfte børn og kuffert og alt det der. At ungerne falder i søvn og godt kan gå selv. For om to dage skal jeg da lige prøve det der med at rejse alene med to børn.
- Århh mand hvor bliver det skønt!

At spille æg

2011-06-25T00:23:00.001+02:00

Gjorde I ikke det da I var børn? Kastede en tennisbold i mellem jer. Havde 10 "æg" og mistede et hver gang I ikke lige greb? Spillede med Hjalte da fredagsslikket var indtaget og Disneyunderholdningen slut. Barnet som vil vide alt skulle selvfølgelig have forklaringen på hvorfor det hed æg.

Det fik han så.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Om verdens fedeste præmie!

2011-06-23T08:52:00.000+02:00

Tror da nok lige jeg har glade børn nu. Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om det der Bobles noget hitter, så er jeg det ikke mere. Da kassen blev åbnet udbrød Hjalte højt "Åh mor, jeg ELSKER sådan nogen. Det er det bedste i verden" - Mikas hoppede op og ned og sang "gyyyyng gaaaang"
Så nu er vi med på Boblesbølgen og det stakkels dyr har allerede været udsat for lidt af hvert. Den har ageret gynge, læsestol, klatretårn, liggestol, tog og balancedims. Den er blevet vist rundt i hele huset. Blevet præsenteret for hund og kat. Fået 188 kys og lige så mange kram. Blevet smurt ind i nutella (hvilket selvfølgelig er naboens børn for den slags spiser vi jo ikke her vel?). Den har fået bad og er blevet puttet under tæppet.

Jamen vist ingen tvivl om at Superheltemor - og bobles har fået en stjerne i vores bog!

Og tilbage til virkeligheden..

2011-06-22T13:57:00.000+02:00

De sidste cocktails var vist stadig i kroppen da virkeligheden ramte. Søndag aften og en mail med reminder om mandagens møde på sygehuset. Ikke noget med undersøgelse eller skanning eller indkaldelse til operation. Nope. Den formelle del af afslutningen på min ansættelse på afd D.

Ikke noget overraskende i den beslutning overhovedet. Har været med i beslutningen hele vejen. Læst alle attester og har kun forståelse for deres beslutning om at afbryde min uddannelseskontrakt her. 1 års sygemelding. 2 operationer. 1 mere i vente. Forlænget sygemelding. Tvivlsomme udsigter til tilbagevenden på ordinære vilkår. Jamen det er soleklart. Selvfølgelig skal de ikke beholde mig i papirerne. Selvfølgelig.

Men derfor er det jo ikke sjovt vel? For mig er det uanset grunden et mål som ikke blev nået. En drøm som ikke blev opfyldt. En uddannelse som jeg virkelig gerne vil have som ikke bliver afsluttet. Det er møguretfærdigt er det - og for pokker hvor var det svært at tage til det møde.

Heldigvis kender min chef mig ret godt og jeg mødtes med hende inden den formelle del skulle finde sted. Et kram - en flaske vin og et tak for dig gjorde det ikke nemmere. Måtte sige til hende, at jeg ikke kunne holde ud at være der og at jeg meget gerne ville have, at de gjorde det kort. Ligesom ikke grund til at sige mere i den sag. Det blev heldigvis respekteret og HR konsulenten lirede de formalia af hun skulle - ridsede regler og rettigheder op og så fik jeg lov til at gå. Fik fremstammet, at jeg ville skrive en mail til de dejlige damer som ansatte mig for snart længe siden. Der er nemlig rigtig meget jeg gerne vil sige til dem og det kunne jeg ikke i går. Overhovedet. Så i går bare hjem med mig. Slukket telefon, tæppet over hovedet og sige ingenting.

Så nu er jeg her. Uden arbejde, men heldigvis med en dagpengeforlængelse i hænderne. Der er en masse formalia der skal på plads i det her fyring pga sygdom noget. Der er mange ting som er helt ude af mine hænder lige nu, men har faktisk ikke tænkt mig at spilde tiden. Så lige nu har jeg alle antenner ude for hvor jeg kunne tænke mig at praktikke den eller arbejdsprøve den når jeg er på den anden side. Igen. Så i dag siger jeg lidt mere - og i morgen sikkert endnu mere.
Formsag eller ej - det er fandme ikke sjovt at blive fyret. Basta.

Når kattene er ude...

2011-06-20T16:49:00.000+02:00

Så danser de altså også på bordene!
Sikke en weekend. 2 nætter på hotel. Ingen madlavning. Ingen børn. Ingen pligter overhovedet. Kun cocktails og tivoli og elefanter og butikker og karruseller og flere cocktails. Og masser af lækker mad. Og show og underholdning. Og skønne glade fjollede fulde mennesker. Og dans og kys og grin og hygge.

Det var tiltrængt og det var godt! Og for det ikke skal være løgn modtog jeg som prikken over i'et en sms fra veninden da jeg stod midt i tivoli: "du har vundet en Bobles hos Superheltemor - good things happens these days" Og den er go nok. I går modtog jeg videoklip som bevis for at det gik ærligt til. Havde ellers virkelig satset på at jeg kunne flashe det her på bloggen. Ikke mindst for at æh bæh buh'e at Superheltemors tekniske formåen (og jo man må gerne drille selvom hun lige har kastet verdens fedeste præmie i min retning). Men hun kan så passende gøre det samme til mig, for jeg kan nemlig heller ikke.
Men den er altså go nok. Smukke superbaby haler "K" op ad hatten og de 3 superpiger råber i baggrunden "der stååååår K"
Det er mig og jeg glæder mig helt vildt til Bobles smider en sandorm af den fede slags af i min stue.

Den her weekend. Den var bare allerbedst. Flere af dem ikk??

Det der med at andre bestemmer

2011-06-17T15:23:00.000+02:00

Puha. Så kom afslutningen på over 3 ugers grusom ventetid. Ventetid på om systemet ville tillade en plads til mig - og ventetid på om selv samme system ville vælge, at tro på, at der er ressourcer nok I mig til at smide 9 mdrs dagpoenge mere i mig. 9 mdr til at blive opereret i, blive genoptrænet i, blive ressource-afklaret i, blive arbejdsprøvet i og blive godkendt til enten det ene eller andet i.

9 sølle måneder krævede 3 ugers forhandling, indhentning af attester fra 3 forskellige læger, en afvisning, en anke og ekstra møder. Samtaler med sociallæge hvor øjnene blev grædt ud i frustration over ikke at blive hørt og troet på og utallige søvnløse nætter fordi alternativet til de 9 måneder ville indebære så grusomme forandringer og konsekvenser for hele familien at tankerne ikke ville give hovedet fred.

Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget så forfærdeligt. Det pres det gav ikke at vide om jeg var købt eller solgt - at vide at det var fuldstændig ude af mine hænder og samtidig være handlekraftig og have lyst til at få resultater på bordet med det samme og komme videre. For pokker komme videre. Ha så meget i hovedet, så meget lyst til at blive rask og komme i gang.
Havde aldrig forestillet mig at jeg - oveni igen igen at blive bremset af en en ryg som vist bare ikke lige vil som de kloge læger vil - også ville ville bremset af et system. Et system med regler skruet sammen så selv om man står med den tydeligste sygehistorie af alle. Men læger og professionelle der allesammen tror en lille smule på en. Tror så meget at de ikke vil opgive og kaste en pension i nakken - men tro så lidt at de ikke tør skrive i papirerne at chancen for helt almindeligt arbejde er stor. Desværre tror de så også i mit tilfælde at det kræver lidt mere end 9 mdr - og derfor står der i mine papirer "efter længere tids rehabilitation"

Så ved vi det. "længere tid" er no go! Længere tid er for meget. Det er nemlig ikke lige meget om det er 9 måneder eller om det er 12 mdr. For der skal være en grænse - og den grænse er så trukket så hårdt, at hvis der på nogen måde - overhovedet - what så ever er tvivl om de 9 måneder. Så er der ikke nogen paragraf der lige passer.
Og hvis man så samtidig har papir på ham man deler postkasse med - så er det skidt. Skidt, som i gensidig forsørgerpligt, og ingen ret til at eje og formue forbudt - også flaskerne i skabet forbudt. For hvorfor skal systemet hjælpe, når man har en mand. En mand som jo så heldigvis tjener kassen - så der er råd til at betale for 2 x pasning af børn, bil, husleje, vand og varme, forsikring og alt det løse. Jo jo - er man syg, så er det da heldigt at der er så mange rige mænd derude. De hænger på træerne her i Kastanjehaven nemlig.

Når de konsekvenser bliver stillet i udsigt får jeg en lille smule svært ved at sove. Og smile. Og tage den med ro. Og koncentrere mig om at blive rask. Og tænke på noget andet. Som de siger jeg bare skal. I hvert fald mens de behandler min sag. Og holder en uges ferie. Og indhenter flere attester. og holder flere møder. Slap af Karina og tænk på noget andet. Slap af mens vi behandler din sag som er meget svær at få igennem for vi har jo fået den der attest fra ham som bestemmer det hele og som siger "længere tid" Men du skal slappe af jo.

I går ringede hun endelig med de gode nyheder. For jeg blev forlænget. I anden omgang og fordi Kirsten sociallæge havde banket i bordet og sagt at Karina tror selv på hun kan nå det på 9 måneder. Og fordi jeg argumenterede over telefon og sendte mail og fortalte stolpe op og ned om de steder jeg har tænkt på at jeg måske kunne komme i virksomhedspraktik lige om lidt. Fortalte om møder jeg gerne ville holde allerede nu, kurser jeg gerne vil tage, lister jeg har skrevet og lavet og sendt og spurgt og gjort og lavet og og og og...
Mens jeg slapper af og koncentrerer mig om at blive rask!

Og det er altså ikke fordi jeg ikke er glad. Og lettet over deres beslutning. Jeg er bare for træt til at mærke det sådan rigtigt lige nu. Og jeg er ked af at have opdaget hvor store huller der er i systemet når man pludselig er en af dem som har brug for hjælp. Og jeg kunne sagtens ha været den erfaring foruden. For jeg ved også at mens min sag blev godkendt. Så er der hver eneste dag sager som ikke gør! Og jeg har mødt en del mennesker bag de sager efterhånden. Så der er virkelig nogen derude som må gå fra mand og børn, og bo på ingenting fordi de lander lige midt mellem de der to stole. Stolen med tid - og stolen med de ordinære vilkår.

Så nu ved jeg i hvert fald, at hvis man skal være syg, skal man enten blive helt rask og ellers skal man godt nok skynde sig at blive en lille smule næsten god - i hvert fald god nok til det der arbejdsprøvning. Og praktik. Og vurderinger. Og flere attester. Og alt det der.

Men jeg har slet ikke tid til at tænke på historier som dem Onkel Anne fortæller. Jeg skal nemlig bevise noget for at beholde den der bevilling. Jeg skal til flere møder - og må ikke sige nej til et eneste. Jeg har et par opfølgninger der skal klares. Jeg skal tage kontakt til et par steder - eller 3, eller helst 4 så jobkonsulenten kan se jeg mener det alvorligt. Ikke fordi jeg har sådan en endnu, for det er sparet væk indtil jeg er klar??
Ja og så skal jeg lige opereres jo. Og genoptrænes igen.

Men man skal ikke ligge på den lade side mens man slapper af og passer på sig selv og koncentrere sig om at blive rask.

Og jeg skal nok bevise at jeg kan. For det har jeg lovet. Så om 9 mdr kan I ikke se mig for bare fodsåler. Der er jeg nemlig klar og genoptrænet og afklaret og kommer løbende med 100 km/t ud i det der arbejdsliv som KUN venter på mig!

Lidt mere om moster Getter..

2011-06-14T22:40:00.000+02:00

Nogen som skal til Sydfyn? Altså hvis I skal synes jeg selvfølgelig I skal kigge indenfor hos min moster Getter. Ikke alene er hun kunstner - keramiker af allerbedste slags. Hun er også bare noget helt specielt. Hendes hjem er helt specielt og det er stemningen, de mennesker der kommer i huset og de ting man kan lave hos hende også.

Getter er vist efterhånden kendt som kattedamen på Fyn. Hun laver de skønneste keramikkatte. Store og små - og helt som katte bevæger sig og gør og skal. De er overalt. På hendes værksted som også er butik. I hendes have. De kigger frem bag buske. Kravler op af gyngestativet. Står på pæle. Går på plankeværk. Sidder på terassen. Er lavet som bænke. Som springvand. Som vask, toiletrulleholder og sæbeskål på badeværelset. Som tegning på alle tallerkner. Og.
Men det er ikke bare katte. Der er noget helt specielt og til Getters katte knytter sig en helt speciel historie. De er terapikattekatte hver og en, det er hvad de er.

Historien er, at for 15 år siden mistede Getter sin datter. Sit eneste barn. Min smukke kusine Mette. De færreste kan nok forstille sig hvor kæmpe stor en sorg det er at bære, og uanset hvor meget jeg prøver, har jeg ikke forstand til at forstå, hvor hårde år min moster gik igennem i tiden efter. Men jeg ved, at hun en dag, hvor hun sad med ler mellem hænderne fik øje på sin datters kat i haven. Katten sad i en helt bestemt position. Stille og længe på samme sted. Og min moster begyndte at forme. Sådan blev den første kat til og i dag er der kommet mange mange keramikkatte igennem de hænder. Der ligger en kæmpe sorgproces bag starten af samlingen og senere er interessen vokset og oven i købet blevet en stor del af hendes forretning.

Katteelsker eller ej, så er det tydeligt for enhver at Getters katte er helt specielle. Smukke skulpturer. Naturtro som bare pokker og man får lyst til at klappe og ae og røre når man ser dem. Mikas var rundt ved hver enkelt på vores havevandring i går formiddags, og alle fik de et kys, et smil eller et ae ae over "pelsen". Det er da kunst!
I dag står der mange katte rundt om i Danmark. Både i private haver. Hos katteudstillere. Dyreforretninger. I stuer. På værelser. Hvad ved jeg. Jeg ved bare at man slet ikke kan lade være med at stoppe op og kigge hvis vejen falder forbi "Getter Keramik" i Oure.

Og der er meget meget andet som gør det et besøg hver. Der er Islandske heste. Der er Stump - en lille lavbenet krikke som ingen ved hvad fejler med som alle elsker! Der er plads til alle og lov til at være. Der er meget lidt snobberi men til gengæld frirum og frihed og grønne marker. Og lov til at ride. Og ting at pille ved. Et værksted i en gammel stald - med drejebænk og fedtet ler at stikke hænderne i. Det er tæt på vand og strand og havn. Det er sådan et sted, hvor man stadig handler med tjenester. En kop for en bakke æg og en køretur til den lokale købmand for lidt hækklipning og et strøg med penslen. Det er her en veninde dukker op med sit alpehorn og trutter (eller hvad pokker det nu hedder når man spiller på sådan en) så det giver ekko over alle bakkerne. Der er hjemmelavet portvin i kanderne og frugt og grønt i drivhuset.

Ej men se lige. Er det ikke sådan et sted man får lyst til at besøge midt i alt det travle??

Jeg vil i hvert fald garantere jer en oplevelse ud over det sædvanlige - og jeg ved at I skal være så hjertelig velkommen!

Hjem igen...

2011-06-13T13:36:00.001+02:00

Er på vej hjem fra den mest fantastiske fødselsdagsfest på Fyn. Ungerne har boltret sig på markerne på smukke Sydfyn sammen med katte, islandske heste og en masse fantastiske forskellige mennesker. Der er rigeligt at se på og røre ved og lege med hos min moster Getter.
Så det er glade og trætte børn vi har på bagsædet. Og tro mig - lykken er ikke mindre med en lille kattekilling i mellem sig.

Så hils på Coco. Miss Chanel er 12 uger gammel og hun skal bo hos os :)

- Posted using BlogPress from my iPhone

Location:Lillebæltsbro,Fredericia,Danmark

Sin mors dreng!

2011-06-10T22:44:00.000+02:00

Altså når man nu ikke kan finde ud af det der med at lave piger. Så er det da en fryd for pyntesyge mors øjne at yngste barnet er forelsket i lyserøde sko, pudderbørster og bling bling!
- og det der med tungen. Gæt så lige hvem han har det fra? Han er SÅ meget min dreng altså!

Søskendekærlighed og glade minder

2011-06-08T20:46:00.000+02:00

Billederne her er taget lige inden sengetid. Det mest fantastiske syn man kan tænke sig. Storebror læser højt for lillebror. Rent og klart fra lige den bog lillebror vælger. Lillebror kryber helt ind til sin storebror. Putter. Lytter. Ingen tvivl om at de begge nyder det.
Det gør jeg også. Kan sidde længe og kigge på mine to drenge. Se Mikas efterligne Hjalte helt ned til mindste detalje. Gøre det samme. Ville det samme. Lytte og pege i bøgerne. Godt gide børste tænder og tage solcreme på. Bære sin tallerken over og sætte skoene på plads. Bare storebror gider er det cool.

For mig er det her med historier og højtlæsning noget helt specielt. Billeder som de her sender mig straks tilbage til min egen barndom. Kliche? Måske, men ikke desto mindre rigtigt. Jeg læste nemlig også for min lillebror. Rigtig tidligt - inden jeg startede i skole faktisk og vi sad i sofaen, i hjørnet ligesom de to her. Lavede huler under tæppet og læste pixibøger. Om Aristocats og Søren Spætte. Havde aftaler og hemmeligeheder og stod bare sammen. Det var helt specielt - og det her er helt specielt. Min lillebror er her desværre ikke mere, men jeg er så heldig at være beriget med verdens bedste storebror. Ingen tvivl om at søskende er en gave - og at historier er guld.
Specielt når de bliver læst af storebror!

Og det var så de nøgler...

2011-06-07T12:04:00.000+02:00

Nå, men det der marked i weekenden. Det gik jo egentlig helt ok. Der var lidt for varmt, så tror de fleste var taget til stranden i stedet for på marked. Eller måske var det byens hippe Ingerslev marked der trak kunder i stedet for lille lokale Lystrup?
Nå men debut for os og målet var egentlig bare at komme hjem med mindre end vi satte op. Det lykkedes helt fint. Faktisk lidt for fint. For vi kom nemlig også hjem uden mine nøgler. Alle mine nøgler. Og min fine nøglering. Og eneste nøgle til postkassen! Eneste eneste eneste nøgle til postkassen!

Så nu bruger vi da bare lige de penge vi trods alt tjente på en ny postkasse. Øhhh - hvem sagde 1 skridt frem og 2 tilbage??

Panik pas

2011-06-06T16:56:00.001+02:00

Fandt lige pludselig ud af at ældstebarnets pas udløber om få dage. Altså det duer jo ikke, når det er sommer og man ikke ved hvad man skal, og man gerne vil have chancen for at hoppe på et fly hvis chancen byder sig! Så nu er der bestilt et nyt på det lokale bibliotek. Stemplet er betalt og så håber vi de skynder sig på paskontoret, så han ikke skal pakkes i kufferten hvis det ender med en tur til andet land.
Lige nu er planerne på dansk jord. Vi planlægger intet før vi ved hvad den gode overlæge beslutter og indtil da satser vi på mere sol og ingen skybrud over Kastanjehaven.

On the bright side...

2011-06-04T14:05:00.000+02:00

Er der heldigvis også:

Skønne drenge som elsker hinanden så højt at de gerne deler den trænge plads på en enkelt stol.
Hyggelige projekter mellem hænderne - både til hjemmet og til markedsdebuten om lidt.
Kun en uge til et nyt lille vidunder flytter ind i Kastanjehaven.
Sol i haven, bare tæer og røde kinder.
Fantastisk familie, de bedste venner og verdens mest trygge netværk.
Masser af lyse timer og tid til at være i dem.
Egentlig bare helt ok at være lige nu.
Masser af hjælp og støtte - hvis man bare lige husker det der med at spørge.

Så mere af det hele vel. Så skal det nok ende med at gå ikk??

Never ending story...

2011-05-31T21:58:00.000+02:00

Nå. Men den der samtale på hospitalet. Ikke super. Ikke super overhovedet. Stoppede en lille smule da jeg hørte den rare overlæge sige:

"Ja Karina. Jeg har fået svar på dine billeder, og jeg har en rigtig god fornemmelse af hvad der er i vejen derinde. Må indrømme at jeg blev bekymret da jeg hørte dig fortælle symptomerne på venstre side. Det har vi jo ikke skulle tage hensyn til før, og sikkert derfor har det fået lov til at gemme sig på billedet. Men altså - det har jeg ALDRIG set før, men nu....."

Og så en hulens masse bla bla bla som endte ud i.

"Ja, så desværre er der ikke nogen vej uden om en re-operation (og her vil jeg da gerne lige skynde mig at rette den gode overlæge til re-re-operation). Der er grund til at handle rimeligt hurtigt. Skal du noget i juni måned??"

Er ærligt sådan rimligt tom for ord! Lige nu venter jeg på indkaldelse til 3 forskellige skanninger. Den gode mand vil heldigvis være 100 procent sikker på at hans formodning - en formodning som handler om en 3-4 millimeter forskubning af hvirvel på venstre side som danner vacuum som klemmer nerve som giver styrringsproblemer og nervesmerte og gang med rollator og... - holder 100 procent. Er det tilfældet og er der tale et vacum og ikke "bare" en væskesamling er det ikke noget som går væk af sig selv. Og ja, så skal jeg ind igen. Ny operation. Samme omfang. Samme smerter. Samme kamp tilbage til lidt alm hverdag - og så da bare fucking forfra igen med det hele!!
Behøver jeg at sige at jeg ikke lige magter det??

Og så er der da lige alt det andet oven i. Noget med en arbejdsplads som ikke vil vente mere. Noget med nogle regler for forlængelse af dagpenge som jeg måske ikke opfylder og så står jeg der. Uden indtægt overhovedet. Og noget med at jeg ikke aner noget som helst om noget. Og at der er tusind løse ender, som simpelthen er nødt til at begynde ikke at være løse. Der er ikke mere plads i hovedet. Slet slet ikke.

Men altså. Operation igen?? Venter en lille smule på at der er nogen der ringer og siger at det hele er en joke! Vil I ha mit nummer??

Glade dejlige unge!

2011-05-29T16:22:00.001+02:00

Det er da altid en fornøjelse at tage ham her op af barnevognen! Ikke meget som stikker hans altid glade dejlige smil!

Yndlings!!

2011-05-29T08:41:00.001+02:00

Usselt? Måske. Men det er da nok den bedste blomst jeg har fået. Syntetisk og farvestrålende og helt sikkert hamrende giftigt. I hvert fald meget lidt øko og spelt over det her. Deler kun en lille smule med Hjalte fordi han spørger så pænt. Men Jellly Beans gør godt altså!

Tågen og hovedpinen letter lidt her, så i dag byder på et par praktiske projekter som skal være færdige. Der skal limes og tapeseres og males lidt på de sidste kasser. Heldigvis stadig ingen planer så der er tid og ro til at gøre det i eget tempo.
I morgen er der kontrol, ekstra undersøgelse og skanning på sygehuset. De frygter at noget har revet sig løst derinde. Noget som kræver at man lige åbner igen og korrigerer?! Men det ved vi jo altså godt at der ikke er! Jeg skal på ingen måder under kniven igen. Nu er det altså nok! Men om ikke andet skal jeg have en lægelig vurdering af hvad jeg kan og hvornår. Hvad jeg kan tilbyde arbejdsmarkedet og hvad de skal tilbyde mig. I morgen starter karruselen for alvor og der er vist ikke andet at gøre end at hoppe på.

Sådan lidt tømmermandsagtigt...

2011-05-27T16:28:00.000+02:00

Sådan er i dag. Er vanvittig tung i hovedet af alt for mange tanker og tårer i går. Alt for lidt søvn og alt for mange opgaver der sku løses på alt for kort tid og alt for alene. Så i dag føles sådan lidt tømmermandsagtigt. Spiser karameller og drikker kaffe, strikker striber og lytter til 7 åriges første møde med de store 9. klassers sidste skoledag. Han fortæller lillebror om "den for sygt bedste dag i hans liv" mens Nephew hamrer ud af højtaleren ovenpå. Han skråler med på "de......et træt aaaa PIS" i mellem beskrivelser af vandkamp, fodboldkamp, karamelkastning og farvelsang til deres skoleleder. Lillebror lytter og råber WEEIIII på de helt rigtige tidspunkter til at holde begejstringen oppe hos storebror.

Jacob er sendt afsted med et solgt køleskab og en solgt reol. Vi går heldigvis en weekend med meget få planer i møde og det er rart!

Faktisk ret meget terapi i det der strikkenoget. En vest mere så tager jeg fat på trøjerne - men det er altså bare så hyggeligt med de der små fine veste. Og de små ruller garn fra garnblomsten jeg fik passer bare lige til en lille stribet sag jo.

Dagen i dag....

2011-05-26T22:24:00.000+02:00

blev bare sådan en dag der trak tårer hele tiden.

Først samtale med operationslæge, som da lige er bekymret for symptomerne i venstre ben efter operationen, og som derfor indkalder til undersøgelse, røntgen og samtale på mandag. For hvad? Jo da for at afklare om en reoperation, eller en re-reoperation hedder det vel så er nødvendig??!
Så samtale med specialist indenfor den nervesygdom som er skyld i det hele som ku fortælle skræmmende historier om spinaltumorer der lammer tilførslen af ilt til muskler og sener og som betyder gradvis funktionsnedsættelse. En tilstand som han har grund til at mistænke her - og som jeg også lige skal undersøges for.

Så samtale med arbejdsplads. Søde søde mennesker jo, men stadig ikke opløftende, at få at vide, at de er nødt til at gå videre med næste del af processen. Den del der afgør om det er realistisk (og det er det jo for fanden overhovedet ikke) at jeg inden for nær fremtid vender tilbage til arbejde og uddannelse på ordinære vilkår. Den del der bestemmer at jeg inden den 6. juni skal aflevere vurdering, lægeerklæring og attest fra egen læge. Den del som derefter indkalder mig til det endelige møde - hvor det unævnelige jo for pokker er nødt til at ske.

Så samtale med sagsbehandler. Samtale som prøver at klarlægge de muligheder jeg har for forlængelse af sygedagpenge, regler om arbejdsprøvning, indkaldelse til flere undersøgelser, flere attester og advarsler og skræmmehistorier om alle dem der er faldet i huller i loven og sendt på gaden fordi prognoserne ikke falder i god jord hos dem der på kommunen.

Nu hovedpine, tunge trætte øjne og et hoved der er ved at sprænges. Ville godt nok give meget for en krystalkugle og en lillebitte heks der lige fortæller mig om alle de dejlige ting jeg laver om et år. Alle de dejlige muligeheder som ligger derude. Som er til mig og som bliver federe end noget andet. Som giver mig min førlighed, min faglige stolthed og bare en brøkdel af min identitet tilbage. Som stopper møder og breve der skal udfyldes og forvirring og tanker og alt det her umulige noget. Som giver en lillebitte smule ro og tro på at det bliver bedre og at jeg ikke er helt tabt endnu.

Nu sofa og cola og is og strikketøj. Ikke mere samtale og ikke flere mails og ikke flere attester i dag. ikke flere tårer. Kun ro og udsigt til plaster på såret i form af verdens flotteste buket blomster fra Jacob.

Kender I hende her??

2011-05-25T16:37:00.000+02:00

Hun har den fineste blog - side på facebook og laver simpelthen de flotteste billeder!! Begge hendes sider er helt sikkert et besøg værd og så har hun lige nu en konkurrence kørende som jeg i den grad håber at vinde.
Et helt personligt billede lavet af Prikkelangstømpe - med ord og streger og fine ting. Inspireret af lige det der rør sig i eget hoved. Hun er dygtig og ihh hvor jeg krydser fingre!!

Sku vi da bare ha gjort med det samme...

2011-05-23T13:29:00.000+02:00

Det blev godt det der flytten rundt og rydden op og smiden ud. Der er plads på alle værelser jo. Miksen har fået hyggekrog til læse bøger og synge sange ritualet om aftenen. Han har skuffer med biler og bamser og alt det han bruger. Soveværelset er ikke så presset og trangt som jeg frygtede - det er fint og lyst og dejligt. Ekstraværelset har stadig både kæmpe madras til leg og tumlen og overnattende gæster. Spille-DVD-fjernsynshjørne og arbejdsplads til os. Der er plads i skabene, hvilket er mere end man kan sige om containeren på forbrændingen og der sorteret og lagt på plads om og om igen.

Der er samlet en kæmpe bunke som vi satser på gør os rige når vi debuterer med bod på det lokale loppemarked lige om lidt. Der mangler kun de små detaljer. Alle er glade og heldigvis for det, for der er godt nok lang tid til vi tager sådan en omgang igen!

Spade for en spade kommunikation...

2011-05-22T16:09:00.000+02:00

Samtaler med 7 årige unger er sgu bare nogen gange for sjove. Ham her i huset vil gerne vide alt og efter han er begyndt at læse bliver der spurgt ind til alt. Så da vi lige inden årets melodi Grand Prix sad og læste statusopdateringer på Facebook og min gode ven Peter havde skrevet sådan her:

"Ønsker alle mine homo venner held og lykke med den årlige int. generalforsamling i aften - også kaldet Eurovison . må den bedste svans vinde"

Blev det efterfulgt af følgende samtale:

Hjalte: "Moar, hvad er en svans??"
Mig: "Jamen det er da en homo"
Hjalte: "Hvad er en homo??"
Mig: "Det er en mand som er kærester med en mand - sådan som Peter og Peter"
Hjalte: "Nåhhh, ikke andet?? Jeg troede det var noget helt specielt!"

Her kalder vi en spade for en spade. I hvert fald indtil 7 årig forlanger en forklaring på det også.

Og det der værelse ikk??

2011-05-19T12:11:00.000+02:00

Det blev simpelthen SÅ godt. Supersengen med kæmpe skuffer under reddede problem "plads til alle legesager og opbevaring uden alt for meget rod" Den fine bænk med kæmpe skuffen gjorde det samme ved "jeg har en million bøger og vil gerne kunne se dem alle sammen når jeg skal vælge men jeg har ikke plads til verdens største bogreol" problemet.
7 årig har nu et fedt værelse med masser af guldplads, kæmpe skrivebord med plads - og han kan lige pludselig finde sine ting. Og så ser det jo altså bare godt ud!!

Mormor og morfar kommer på besøg i dag - og så skal de vist lige ha et kæmpe kram og et tusind tusind tak for at gøre sengedrømmen mulig!
(detaljen med at der så mangler 3 rum og de nu er læsset fra gulv til loft med l.o.r.t lader vi lige ligge lidt)

Ej, men ikke et øje er tørt!

2011-05-19T11:34:00.001+02:00

Jeg har strikket en hel bluse til mig selv. Altså med ærmer og det hele. Og den er syet sammen. Og klar til at tage på. Og jeg har gjort det helt selv!
Løber rundt med armene over hovedet altså. Og I slipper ikke for pral og billeder og alt det der. Og så med eget mærke i nakken.
Hvad skal det dog ikke ende med....

Den vejer intet og er alligevel vildt varm. Og så er den egentlig meget fin med alt det der binde-noget og brede ærmer. Hvis jeg var sådan en der kunne det ville jeg nok lave lidt om på halsen og lidt på faconen foran. Men det er jeg ikke, så jeg strikker som de siger i opskriften og så blir jeg vel bedre engang.

Nu hopper jeg tilbage til de små størrelser på pindene. Jeg har en mindstemand som mangler en trøje og veninder med babyer i maven. Og for at det ikke skal være løgn var jeg så heldig at modtage en kærlig hilsen fra en tidligere kollega for noget tid siden. En garnblomst af den lækreste slags (som du kan købe lige her).

Så nu dykker jeg ned i kassen, vælger farve og starter på noget nyt.

Og ok, så indrømmer jeg at jeg faktisk er blevet lidt vild med det der strikkenoget....

Det skal være skidt før det kan blive godt...

2011-05-18T11:13:00.000+02:00

er vist det eneste der at sige om det her. Alt for mange ting i ældstes værelse. Alt for lille og alt for gammel seng til dreng på 7 år. Alt for meget uoverskueligt rod og et lillebitte håb om at tjene kassen (eller måske bare slippe for tusind ture på forbrændingen) på det lokale loppemarked i juni, startede det ene projekt. Og det tog det andet. Og det tredie. Så nu er alle ting fra alle værelser kastet ind i et eneste rum, og der skal byttes om. Helt om.

Status p.t er nu at jeg venter på at husalfen kommer og svinger sin tryllestav og så er det hele på plads og ryddet og sorteret. Og så er der meget mere plads og knap så meget lort og en glad dreng og plads til at lege på og vi kan gå uden at falde over tingene og åbne skabe uden at få et tons legetøj i hovedet. Og se noget. Og finde det vi leder efter.

Altså fordi at ligesom ovre hos Maren. Så er det kun fordi mulighederne ikke er der, at vi roder. Og fylder. og......

Back to theee 80´s....

2011-05-15T09:16:00.000+02:00

Men der er til gengæld ikke noget som ikke kan reddes med en morgendans med Aqua og "Back to the 80´s" ... (og undskyld undskyld undskyld Lene for at du nu hader mig og synger den resten af dagen - jeg nævnte den jo bare)

OMG!

2011-05-14T19:37:00.000+02:00

Seriøst. Yngste er simpelthen udstyret med et temperament som overgår alt. Han flipper fuldstændigt over den mindste lille bitte ting. Hele tiden!

Her over SKODBILEN. Som man ikke engang kan sidde i. Som man ikke engang kan få sin fod ind i. Det er sgu da heller ikke fair. Fed rød Alfa og så kan den ikke bruges til en skid. Ikke engang en køretur til æsel ku det blive til.
Sådan en dag kan altså godt blive en lille smule lang ikk?! 500 skrigeture og næsten lige så mange mariekiks senere er der da heldigvis ro og barnet har accepteret at bilen får pause i garagen.
Suk nogen gange altså. Suk.

En solstråle til mig!

2011-05-12T20:44:00.000+02:00

Kender I Rikke?? Hun har den mest fantastiske streg. Maler SÅ fine billeder og har den hyggeligste blog. Hun har faktisk sådan lidt reddet min dag. En rigtig møg en af slagsen nemlig. En næsten søvnløs nat pga smerter igen igen.Træls undersøgelse hos lægen. Dum mail fra Hjaltes lærer med noget som jeg synes hun overreagerede på, men som alligevel krævede opmærksomhed, for tænk nu hvis han reagerer på alt det her han står i. En rigtig hård samtale med sociallæge om nogle rigtig svære ting. En indviklet og besværlig samtale med sagsbehandler. Dumme ting herhjemme. Og så for lige at runde dagen af, en parkeringsbøde i ruden fordi mit invalideskilt var faldet ned til ikke synligt da jeg smækkede døren.
Arghhh!!!
Kunne næsten ikke se ud af øjnene da jeg kørte hjem. Af at hyle. Af at beslutte eller prøve på det. Og af at tænke.
Men så åbnede jeg en pakke fra postkassen. Og I den lå der simpelthen et billede til mig! Mit helt eget fine tankestrejf billede - fordi lige netop det motiv havde rørt mig og fordi jeg havde fortalt det. Fordi Rikke havde lyst - ud af det blå - til at glæde. Og ved I hvad. Det gjorde hun sgu bare godt!

Historien er den, at jeg ved samtale nummer to hos sociallægen fik stillet en opgave. Jeg skulle sige - eller tegne - eller på anden måde vise hvad overskriften for alle mine tanker og frustrationer kunne være. Prøve at samle dem og give dem navn. Jeg synes det er skide svært sådan noget. For det første at sidde overfor en fremmed og hælde vand ud af ørerne. Fortælle om ting der er svære - både fysisk og psykisk og være tvunget ind i en rolle som jeg ved gud føler mig meget meget fejlcasted i.
Men så kom jeg til at tænke på den lille pige på maleriet som jeg faktisk prøver at vinde. På det lille triste ansigt og det knuste hjerte og det ene lille spørgsmål "why" - og det eneste jeg så gjorde var at tilføje et lille "But" - og så havde hun min sætning. Og vi talte en hel time om pigen. Om hvad hun tænkte og om hvad der var i hjertet. Om hvad man kunne putte i det og hvad der kunne få hende til at smile.
Og så var det lidt lettere ikk?? For så var det nemlig ikke mig, men en pige på et billede som Rikke havde malet det hele handlede om. Og da jeg kom hjem havde jeg vundet noget andet hos Rikke og så fortalte jeg hende om min samtale, om mit brug af hendes pige - for det var det jo faktisk og jeg bad om lov til at printe hende ud og lave en lille magnet, for nu var hun også blevet lidt min jo.

Og så var det jo egentlig bare det. Lige indtil i dag. For nu har Rikke malet min helt egen pige. Med et knust hjerte. Med mit spørgsmål - og nu er hun her hos mig. Det er sgu da stort!!!

Så kig lige fobi Rikke, for hun opfordrer nemlig til at vi alle glæder nogen. At man lige mærker efter og måske er der nogen derude som trænger. Rikke er på ingen måde den eneste som har sendt kærlige tanker og hilsner i min retning. Jeg har virkelig mange søde mennekser at takke. Mange som har tænkt og handlet og gjort noget. Der er kommet så mange hilsner og tanker, breve og blomster, små gaver og alt muligt. Jeg er heldig med så mange mennesker i mit liv. Dem jeg kender helt ægte - og dem jeg "kun" kender her.
Men det her - det varmede bare helt helt særligt. Og nu skal der bare findes den helt rigtige plads til det lille maleri, og så skal der vist bare fyldes mere glæde i det lille hjerte.

Tusind tusind tak Rikke!

Man skal jo ikke...

2011-05-11T17:57:00.000+02:00

sætte sit lys under en skæppe vel!??

Så nu har jeg 100 "sy-eller-lim-på-det-jeg-laver" mærker liggende. Så nu er det da bare med at komme i gang. I aften skal jeg være sammen med den sødeste veninde. Som har en lille babypige i maven. Hun bliver den første som bliver ejer af et "by kvium" Og det er mig. Og jeg synes de mærker er vildt fine. Så krea eller ej, nu har jeg da i hvert fald mit eget mærke...

Hvis jeg havde... og kunne....

2011-05-10T08:52:00.000+02:00

Altså. Hvem der bare havde gemt den der gamle 3-hjulede Winther cykel da vi flyttede i Kastanjehaven. Og hvis man så bare lige samtidig var sådan en som stod og svejsede i baghaven og malede og lavede og gjorde....
Den er da fin ikk??!

Men sådan én er jeg desværre ikke. SÅ jeg venter på at Netto igen køber et eller andet plastiklegetøj i limegrønne skrigende farver herrebilligt i Kina og smækker det op blandt deres spotvare. Og så kommer jeg forbi og tænker "Eiiii - men det ville da bare være helt perfekt på den nye store terasse, og hvor ville det bare være sjovt for lille Miksen og kæmpe Hjalte at have en vippe eller en gynge eller...."
Og så er terassen måske ikke længere helt vildt stor og så kan vi starte forfra igen jo...

Men fin er den altså blevet den terasse! Og når solen skinner og ungerne løber ud til sandkassen og legehuset og alt det skrigende limegrønne som det aller aller første. Og i weekenden hvor vi havde mange gæster og der faktisk var plads derude. Og når alle naboerne komplimenterer og faktisk godt gad det samme. Så var det da bare det helt rigtige at bruge en helt udmattende weekend på at få lavet.

Så. Tusind tak for hjælpen Henrik! Du er da en stjerne.

Fødselsdagsmorgen...

2011-05-06T09:45:00.000+02:00

Dagen før dagen før dagen før....

2011-05-05T23:12:00.000+02:00

Ældstebarnet bliver 7 i morgen. Hele 7 år gammel altså!! Han skal fejres hele weekenden. Non stop faktisk. I morgen på dagen får han el stak lækre Camilla Plum kanelsnegle med til hele klassen. Efter skole har barnet - hvilket moren selvfølgelig er slemt stolt af - ønsket en tur på Baresso med sin mor. Vi skal drikke iskaffe og hygge skal vi. Eftermiddag og aften bliver tilbragt i selskab med bedstevennen Lærke, og vi slutter selvfølgelig af med den traditionelle fødselsdagsmiddag på Bones.
Lørdag tropper vi op i Legelandet med 12 friske drenge fra 0.B. Der skal tonses, klatres, rutsjes, spises pølsehorn, pizzasnegle og chokoladekage og alle drenge bliver selvfølgelig udstyret med den obligatoriske alt for store og alt for syntetiske slikpose inden de skal hjem.
Søndag kommer familien. Vi skal spise lækker frokostbuffet, kage og is og hygge. Han skal ha pakker og forkæles og krammes og høre alle sige ihh og næhh og neeej hvor er du blevet stor og dygtig og og og...
Der er ca tusind ting der skal ordnes inden da - og sikke en helt forfærdelig travl og meget belastende for ryggen weekend der venter.

Men for pokker hvor er det bare det hele værd. Verdens sødeste Hjalte har nemlig fødselsag!!

Ha ha haaaaa....

2011-05-01T22:42:00.000+02:00

Det kan godt være jeg ikke har vundet noget tylskørt. Men ved i hvad - jeg har bare vundet noget helt andet og selvfølgelig lige så fint! Nemlig:

Glæder mig til at få denne skønne fuglekæde i hænderne. Den er da fantastisk! Bettina Holst laver de fineste smykker. Tjek hendes blog og hendes lækre ting lige her.

For det ikke skal være løgn har jeg vundet pensler hos Rikke. Det er også helt fantastisk, for der skal gang i endnu en sætterkasse og der er brug for pensler til lim og til maling og og og...

Jamen tænk lige SÅ heldig! Og det oven på en lidt for aktiv weekend, en træt og ondt i ryg og bare lige lidt brug for at blive forkælet.
Tak til Rikke og Bettina - I er søde!

Det her kan du lige nå!

2011-04-30T13:18:00.000+02:00

Hvis der bor en prinsesse inden i dig. Hvis du også gerne vil pynte dig i tylskørter og danse sommeren i møde som en ægte tyl-prinsesse. Så kig forbi denne fede fede give-away!!

Ej, men se lige det der tylskørt!? Det er da fantastisk :-)

Og dem har jeg lavet!

2011-04-29T21:40:00.001+02:00

Ej, men med så lækre unger må man godt prale!

Se lige ham her jo. Han er simpelthen så dygtig. Han læser! Hver dag finder han en lille bog frem og læser. På sødeste måde - med pauserne lidt forkerte og t.y.d.e.l.i.g udtale af alle ord, fordi han klapper stavelser inden i hovedet mens han læser. Det er så vildt - og mor her får tårer i øjnene af stolthed når han læser: "se. min. butik. siii-ger. Luuu-na. Du. kan. køøø-be. lysss. Sssmå. lys. Du kan ik-ke. køøø-be. en. mo-bil (mor hvad er en mobil forn en?? Har man ikke kun IPhone nu om dage, så var det i gamle dage?? Ja ja han ER sin mors søn jo!!) køb. nooo-jet (hvorfor siger man g ligesom et j mor - så kan man da lige så godt skrive j, det er da for dumt) du. kan. se. (mor hende Luna ser altså skide meget nederen ud når hun blir sur på ham der - eller hedder det bliii-Ver sur??)
- ej men helt ærligt!? Det er da mega sejt. Han læser. Han er blevet kæmpe stor på rekordtid og lige så meget han driver mig til vanvid med sit argumenteren og sine pisse sure skolebarnssvar, lige så pavestolt er jeg over at han er min og han kan læse og han elsker det og han gider hygge og fortælle og spørge og blive klog.....
- han er eddermame godt lavet!

Og så er der ham her. Han er sgu bare sød. Med sine røde krøller over det hele. Sin snakken og fortællen, hvor man ikke forstår et eneste ord. Han elsker musik. Og når vi skruer op for musikken - allerhelst Aqua - danser han med armene over hovedet. Klapper og vil løftes. Hviner af fryd når man danser med ham og svinger ham rundt. Han elsker at kramme og blive krammet. Han er det sjoveste lille væsen, som i den grad begynder at vise sit temperament og sin vilje. Han nusser og kysser. Han løber rundt hele tiden og har det bare sjovt. Jagter Cosmo på sin bil eller sit wheely. Efterligner alt hvad storebror gør, og synes det er det sejeste, når han gider lege og tage ham med.
Han klapper en på låret eller på skulderen, når man skal komme med, eller han vil vise, eller fortælle eller...
Ej men helt ærligt - tænk at man kan lave noget så perfekt hele to gange.

Holder aldrig op med at drømme om at et mirakel tillader en nummer 3 :)

Sgu da temmelig afslørende...

2011-04-28T21:17:00.000+02:00

når man i ungernes påskeæg-fra-mormors-have-glas i køleskabet (på øverste hylde i parentes bemærket) finder det indvendige af et kinderæg!!

Hov - glemte påskeharen...

2011-04-27T16:22:00.000+02:00

eller i hvert fald den billedlige dokumentation på at han igen i år læssede en bunke chokolade af i mormors have.
Same procedure as last year - måske med lidt mere ondt i maven....

Et gammelt projekt...

2011-04-26T14:19:00.001+02:00

Altså. Har jo prøvet det der med at lære at strikke før. Flere gange faktisk. Det er så blevet til lidt indkøbt garn. 2 pinde frem og 2 tilbage. Hen i kassen med det det og så lidt flere indkøb og lidt mere læggen til side.
For 7-8 år siden underviste jeg en pige i tolkning. Hun havde brug for lidt ekstra kommentarer på hendes tolkninger inden hendes eksamen, jeg kunne godt bruge lidt ekstra på kontoen og syntes det var sjovt at arbejde i dybden med sproget og med det at undervise andre i noget som i bund og grund er meget individuelt. Undervisningstimerne blev til kaffeaftaler, iceblends i solen og en del hygge og venindesnak ved siden af. Hende jeg underviste strikkede. Hun var igang med den fineste lette slå-om bluse i Kid Mohair og den så bare så fantastisk ud efterhånden som hun arbejdede sig igennem opskriften. Hun vidste at jeg var vild med den og un forsikrede mig også om at det var verdens nemmeste begynderstrikkeprojekt og at det i hvert fald var noget for mig.
Som "tak for hjælpen gave" gav hun mig pinde, garn og opskrift - og så gik jeg igang. Lidt altså. Strikkede et par dage og så blev den gemt væk.
Jeg har fået fat på den røde pose med det lækre garn mange gange siden. Kigget derned, rystet på hovedet og lagt det hele tilbage i kassen igen. Ret så typisk mig faktisk.

Men i den her sygemelding har jeg jo faktisk strikket ret meget. Det er blevet til flere fine veste og et tørklæde og alle projekter er monterede og afsluttede og da egentlig ret vellykkede hvis jeg skal sige det selv.
Så NU skal det være. Den røde pose er fundet frem. Og jeg strikker og strikker og strikker og strikker....

Hun havde ret hende Sine. Det ER virkelig nemt og egentlig også lidt kedeligt. For det er ret på ret på ret på ret. I lange baner og så lidt tagen ind og lukken af og slåen op igen.
Men om mange flere pinde ret har jeg en slå-om bluse selv. Denne gang giver jeg ikke op, og faktisk er der allerede flere som har krammet og kommenteret og udvist en lille smule misundelse over min snart nye bluse.

Det er da meget hyggeligt....

Vi har ikke tid - vi holder jo påskeferie...

2011-04-23T22:22:00.001+02:00

- Og det er vi da bare gode til!