Ny beboer

Vi har allesammen tabt vores hjerte til vores lille nye beboer. Mød Yoko:

Der er sindsygt meget nuttethed i det lille væsen. Blå øjne og fluffethed giver adgang til alt. Hun må det  hele. Kæmpe lyspunkt - og en hel masse åh og ihh og neeeej, hvor er den sød. Selv fra dem som faktisk ikke kan lide kat.
Yoko er en lille racemis. En Hellig Birma af fineste opdræt. Sindsygt vil nogen helt sikkert mene - men her giver det heldigvis mening. Det er helt som det skal være og hun er allerede højt elsket af os alle.

Alle gode gaver

På min skænk i køkkenet står en Sangfugl. Ruth hedder hun og hun er lyserød og fin og mild at se på. Jeg elsker den. Men min sangfugl giver mig også næsten dagligt tårer i øjnene. Jeg har haft hende i 4 måneder, men der er allerede flere historier og større minder knyttet til den fugl end noget andet i mit hjem.

Jeg fik den i fødselsdagsgave af min mor.

Min fødselsdag i år var mildest talt kaotisk. Et kæmpe vivar af følelser. Sorg, frustration, desperation og magtesløshed. Forvirring og håbløshed. Men også en intensitet af samvær og kærlighed og varme som jeg aldrig har oplevet før.

Min fødselsdag var lige midt i det hele. 5 dage før sad jeg ved min mors side og modtog med hendes hånd i min den frygtelige besked fra lægen. 5 dage efter sad jeg ved hendes seng. Med min hånd på hendes hjerte til det slog for sidste gang.

Lige midt i de 10 mest intense dage i mit liv blev jeg fejret. Fordi min mor insisterede. Fordi de mennesker som kender mig ved, at jeg elsker at have fødselsdag. Og fordi vi lidt allesammen prøvede at gøre bare en lille smule normalt i det der var så svært.

Så vi købte kagemand og boller. Varmede kakao og fyldte slikskålene godt op. Vi lavede lækker mexicansk mad og inviterede. Vi rykkede selvfølgelig hele herligheden hjem til min mor og så var vi der. Min mor hvilede hele formiddagen. Hun havde nemlig besluttet at hun ville sidde med ved bordet så længe hun kunne. Og hun sad der. Spiste verdens mindste stykke kage og holdt min hånd da de sang fødselsdagssang for mig. Hun var træt og tynd og orkede ikke - men hun ville fejre. Hun ville have min sidste fødselsdag med.

Og så fik jeg min gave. Hun havde sendt sin veninde på shopping og hun havde et helt bestemt formål med netop den gave. Der var en helt bestemt grund til, at jeg skulle have en sangfugl i år. Hun havde skrevet kortet selv - brugt alle sine kræfter og med rystende morskrift skrevet til mig. Ord om tak og om kærlige minder og at jeg skulle huske. Ordene i kortet kigger jeg på ofte. Men de ord hun helt stille sagde til mig lidt senere på dagen er langt mere. Dem glemmer jeg aldrig.

Lige efter jeg havde pakket gaver ud bad hun nemlig om at komme i seng igen. Hun kunne ikke mere og jeg fulgte hende ind, puttede hende og sad lidt ved hendes side. Da vi blev alene tog hun min hånd og sagde:

"Søde datter. Der er en helt bestemt grund til at du skal have din sangfugl i år. For det første er den smuk. Den er lige dig. Min dejlige datter. Men den anden grund - og den vigtigste. Jeg håber den vil minde dig om os. Om mig. Når jeg ikke er her mere, håber jeg, at jeg med tiden må blive din sangfugl. Jeg ønsker, at du skal bære mig med dig - let som en fjer. Som en sangfugls fjer. Jeg ved godt, at jeg lige nu er en tung byrde. Jeg ved, at jeg tynger dit hjerte - dit hoved - din krop. Men min søde pige - lad det lette. Øv dig. Bær mig med tiden - let som en fjer"

Så nu øver jeg mig. Hun er stadig tung hende min mor. Men den lille sangfugl står lige der. Jeg går forbi den 100 gange om dagen og jeg ser den hele tiden. Med sine store runde øje og sin fine lyserøde sarthed minder den mig dagligt om de ord jeg fik med mig den dag.

"Let som en fjer" Sådan bliver det forhåbentligt en dag!

Om at sige farvel

På mit natbord ligger lige nu Julia Lahmes bog "Sig Farvel - hvad præster ved om sorg" Bogen handler i alt sin enkelthed og det at miste. Om det at sørge. Om det at se andre sørge. Bogen er skrevet efter Juliah selv mistede sin mor. Til kræft. Efter hun selv oplevede følelsen af at være ensom i sin sorg. At gå i stykker indeni. Efter hun oplevede håbløsheden. Efter at alting forandrede sig i hendes verden - mens den så ud til at fortsætte ufortrødent i andres.

Enkelt. Men så alligevel pisse kompliceret. For Juliah tager igennem sine interviews fat i det hele. Også de svære emner. De forbudte følelser.

Det hjælper mig at læse Juliahs bog. Og faktisk tænder det lidt den der "hende kender jeg" følelse. For det hun beskriver - måden - tankerne - frustrationen er så stor en del af min hverdag lige nu, at jeg har lyst til at ruske hele verden. Råbe og skrige og skælde ud og få den - altså verdenen - til at forstå, at den mest vigtige person i hele verden ikke er her mere.
Men den hjælper mig også til at forstå at det er mig. At det er proces jeg skal turde være i. Turde favne med alt det den bringer.

I et af Julias interviews taler hun med en hospitalspræst om "de forbudte følelser" Om det man tror man ikke må tænke. Om ikke at turde at smile i frygt for at verden tror man er holdt med at være ked af det. Om ikke at turde sige højt at noget er blevet lettere. Om at døden og sorgen og savnet også kan bringe lettelse.

AV. Det gjorde ondt bare at skrive det.

Min mor var sådan en som var god til rumme den slags følelser. Sige dem højt. Og oven i købet anderkende dem hos andre.

Da jeg var 14 år gammel døde min lillebror. Han var 13 og han havde altid været syg. Eller i hvert fald slap. Spiste ikke rigtig. Kunne ikke holde til noget. Tog pauser når han skulle tømme opvaskemaskine. Luntede ekstremt langsomt i skole. Deltog ikke i idræt. Osv. Ingen kunne finde ud hvorfor og min mor kæmpede i årevis mod et system som påstod, at det var psykisk. Indtil det ved hans død blev påvist, at der faktisk var en fysisk årsag.
Alt den anderkendelse hun ikke selv blev mødt med undervejs og efterfølgende smed hun af hjertet efter andre.

Et års tid senere blev en dreng fra min brors skole dræbt i trafikken. Vi kendte ikke familien - kun af navn. Min mor købte en buket blomster og kørte om til drengens mor. Hun kom hjem flere timer senere og sagde bare meget kort, at "de havde haft sådan en god samtale. Også om alt det svære"Først mange år senere uddybede hun præcist hvad hun havde ment med det.

Hun fortalte mig, at hun på et tidspunkt havde afbrudt morens talestrøm. Taget hende i hånden og sagt: "Dengang jeg mistede Kim havde jeg også nogle følelser jeg ikke turde sige højt. Sådan nogen som gjorde rigtig meget ondt i maven. Kender du det?" Det havde udløst en øjeblikkelig reaktion og den stakkels mor havde grædende fortalt, at hendes allerførste tanke da politiet havde overleveret den tragiske besked havde været "Phew - så skal jeg da ikke smøre så mange madpakker mere"

Prøv lige at sige det højt. Om sit eget barn! Når man samtidig vil have verden til at forstå at det hele er forfærdeligt og sørgeligt og dumt og uretfærdigt.

Min mor havde selv eksempler på den der lettelse. Og en af de dage eller aftener, hvor jeg sad ved hendes seng talte vi om det igen. Hun sagde til mig, at det ville jeg også få. Følelsen af lettelse over et eller andet. Måske noget fjollet - men jeg skulle tage det ind og anerkende og jeg skulle lade det blive en del af min egen helingsproces.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg afviste hende vredt. Intet intet intet i hele verdenen ville blive nemmere. Intet besværligt eller træls eller dumt havde jeg at forbinde med hende. Så jeg garanterede nærmest panisk, at jeg aldrig ville mærke nogen form for lettelse. Punktum.

Jeg elsker blomster. Nogle af de blomster jeg elsker allermest er dem med duft. Hyacinter. Store liljer. Syrener. Duftende grene i store vaser.
Noget af det første kemoen ramte og lavede om på for altid for mor var hendes lugtesans. Hun blev ekstremt duftfølsom, og specielt duften af liljer og hyacinter kunne gøre hende helt dårlig. Så når mor kom på besøg, blev det hurtigt en vane at rydde huset for den slags. Ikke fordi her bugner af blomster - men det var alt lige fra hyacinterne blandt julepynten. Den langstilkede lilje i gulvvasen og duftsynderne i buketten.
Lidt ærgeligt at de fine hvide hyacinter  skulle stå der i ude i julekulden - men sådan var det.

Vores have er et ret stort kaos lige nu. Vi er lige begyndt på det der store "få det til at ligne noget igen" projekt. Det betyder blandt andet at en stor gravemaskine og en stubfræser har endevendt hele lortet og det ligner nu mest af alt noget en bonde ikke engang ville kalde en mark.

Men. De løg som engang er smidt i jorden lader sig ikke sådan kue. Så op i mellem alle jordbunkerne. Inde i hækken. Ud af græsplænen. Mellem de afklippede grene, dukker der flere og flere blomster op af jorden. Der er rigtig mange hyacinter. Flotte blå/lilla duftende hyacinter.

Så vi plukker blomster. Ungerne plukker blomster. Jeg får blomster som aldrig før. Rundt omkring i huset står der fine buketter fra haven.

I sidste weekend havde vi gæster. Hele familien kom for at fejre ældstebarnet. Jeg ryddede op og gjorde klar. Helt automatisk løftede jeg som det første den største af vaserne med blomster, og gik mod havedøren. På vejen ud gik virkeligheden op for mig og med en lille snert af lettelse satte jeg buketten tilbage. Midt på bordet!

Om Mors Dag

De sidste uger har været et stort reklameorgie med påmindelser om at huske blomsterne, chokoladen, det lækre tørklæde, diamantringen osv til mors dag. Der er delte meninger om dagen - nogen elsker den og andre påstår stadig, at dagen er skabt af blomsterhandlerne udelukkende for at få ekstra kroner i kassen.

Jeg er på det første hold og jeg har altid elsket, at finde på noget fint til min egen mor på denne dag. Da  jeg selv for 9 år siden lå på patienthotellet på Skejby med min skønne nyfødte Hjalte i armene var min mor den første, som gav mig en mors dags hilsen. Jeg husker tydeligt hendes ord i kortet "Tillykke med din allerførste mors dag - en dag som fremover vil være den vigtigste"
Hun havde ret. Mors dag er vigtig. Fordi at være mor er vigtigt. Og fordi at have en mor er vigtigt. Pisse vigtigt!

I år var min første mors dag uden en mor. Jeg er pumpet for kræfter nu, for den har bare været mærkelig. Tung og let på samme tid - skrækkelig og helt fantastisk. Tom og så alligevel fyldt med kærlighed som aldrig før.

Få dage før min mor døde, sad jeg sammen med en af min mors tætte veninder ved mors seng og talte om løst og fast. Vi talte også om, hvor meget vi ville mangle hende lige om lidt. Min søde mor sagde, at hun bestemt også ville mangle os, men at vi kunne være helt rolige - hun skulle nok komme på besøg. Rita sagde med det samme, at det var hun ikke i tvivl om. Hun vidste, at mor ville komme som en fin sommerfugl og tage med hende rundt i haven eller kigge forbi, når de var på camping. Min mor smilede og det var tydeligt, at den tanke gjorde hende glad.

Min mor har altid forsøgt at lade hendes kærlighed for naturen smitte af på både Kenneth og jeg - og især var det vigtigt for hende, at vi fik fodret de fugle. Vi har begge fået fuglehuse, fodrebrætter, fedtkugler osv i fødselsdagsgave, og det var meget vigtigt for hende at fortælle os, hvor nemt det er at smide et par æbler ud og, hvor meget de kære solsorte elsker det. Det gentog sig selvfølgelig da jeg passede hende de sidste dage, og når jeg havde serveret morgenmad for hende, blev jeg lige mindet om at smide lidt frø og æbler ud til fuglene. Hold nu kæft hvor jeg rystede på hovedet af det - men alligevel ikke mere, end at jeg fulgte op på samtalen den eftermiddag ved at sige til hende, at hun sikkert ikke gjorde sig den ulejlighed at komme som en smuk sommerfugl hos mig - hvis jeg kendte hende ret ville hun møde op som en fed tiggende solsort.

Da jeg stod op i morges og lavede morgenmad til mine drenge kiggede jeg ud af mit køkkenvindue. Og lige der - på en træstub foran mit køkkenvindue sad en stor fed hunsolsort og gloede på mig.
Jeg tændte levende lys, fældede en tåre og sendte den kærligste mors dags tanke opad.

Da vi spiste morgenmad fik jeg det skønneste kort af mine drenge og et lyserødt yndlingsspøgelse til den voksende familie.

Kan kun blive rørt når min skønne 9 årige dreng skriver: "Jeg ved godt at du savner din mor - men vi kan også godt passe på dig" Selvfølgelig kan de det!

Kort tid efter tikkede et billede ind fra min søde svigerinde - et billede med lys og blomster på graven. Efterfulgt at beskeden om, at der nu var lys hos den mest fantastiske kvinde i verden.

Så var der beskeder og tanker og likes både her og der. 

Og lige at sætte ekstra streger under alt det med kærlighed, bankede blomsterbuddet på - den fineste buket og den sødeste hilsen i hele verden fra en veninde. En hyldest til mig - og ikke mindst en hyldest til min fantastiske mor for at gøre mig til den jeg er!

Ej men helt ærligt? Så må man godt græde lidt ikk? 

Da solen endelig kiggede lidt frem i eftermiddag kørte jeg i det lokale plantecenter og købte planter. Tomater, meloner, peber, chili og artiskok. Smed nogle plantesække bag i bilen og tog det hele med hjem. Måtte spørge plantedamerne om en masse og fik vist også fremstammet, at det var lidt vigtigt med noget hjælp, for det plejer at være en anden som ordner sådan noget hos os.

Heldigvis gad Jacob godt hjælpe - og han forstod godt, at det faktisk lige præcis skulle være i dag, at der skulle gøres noget.

Så nu er der små fine grønne planter i det drivhus som har stået og gloet ondt på os siden min mor tømte det for tætte brombærranker og visne vindrueranker i november måned. Hun rev og sled og kæmpede for at få det hele ud og allerede dengang talte om begejstret om alt det "vi" skulle plante til foråret. Hun glædede sig SÅ meget, og et eller andet sted var det den fineste mors dags hilsen jeg kunne give hende i dag. At fylde det drivhus op. Nu satser jeg så bare på, at hun er med mig deroppe og sender noget sol og varme ned på det lille glasbur. Nogle af planterne er nemlig - ifølge eksperterne - lige tidligt nok sat ud. Men hvad ved jeg. Jeg er jo først lige begyndt.

Glædelig mors dag til jer derude. Jeg håber I har husket jeres mor og at jeres unger har husket jer. Rige blomsterhandlere eller ej - det er værd at sætte pris på det man elsker allermest!

Mit fødselsdagsbarn

Lige nu er det præcist 9 år siden, at jeg kæmpede mig igennem veer på 3 døgn på fødeafdelingen på Skejby. Jeg havde stort set opgivet håbet om at føde overhovedet, for det der var i maven nægtede simpelthen at komme ud. Terminen var egentlig den 19. april og da vi ramte den 3. maj bukkede jordmoderen endelig under for min afsindige vrede over stadig at være gravid forbarmede de sig over mig og satte mig igang. Og det gjorde de også den 4. Og den 5. Hver gang med samme resultat. Der kom masser af veer. Kraftige og nok til at spolere alle former for hvile og søvn. Men ikke kraftige nok til at sparke ungen ud af maven.

Meget tæt på midnat den 5. maj gav han endelig slip. Det fortrød han selvfølgelig i sidste øjeblik og stoppede bedst som han sad kilet godt fast i mit bækken. Det kan jeg på ingen måder anbefale og lægerne synes heller ikke det var et super sted at holde pause - så de drønede min seng ind på afdelingen ved siden af, og kl 00:21 trak de ham af maven.

Han var simpelthen så fin. Og rynket. og med et kæmpe Harry Potter ar i panden fordi det viste sig at være mit skæve bækken som havde blokeret vejen for barnet. Jeg var træt. Virkelig træt. Men jeg var mest rørt og det første billede der er taget af mig med ham i armene har jeg tudefjæs og kolde klude overalt.

Jeg forstår ikke helt at det er 9 år siden. og så alligevel. Der er sket tusind ting siden - og på mange måder føles det som om jeg har haft ham altid.

Han er min store, kloge, følsomme, tænksomme, dejlige, fantastiske dreng. Han er elsket af så mange og han elsker lige på hovedet tilbage. Han er så sej!

I morgen skal han fejres. Han glæder sig - og jeg glæder mig til at fejre ham. Bordet står klart med flag og boller og gaver i massevis. AGF's fanshop er tømt og der er ingen tvivl om at det er en glad dreng som overtager.

Det bliver en god dag. Men det bliver også en hård dag. Vi har snakket meget om at det er ok at det også er svært at have fødselsdag når en af dem man aller allerhelst gerne ville have med til festen ikke kommer mere. Hjalte kommer til at savne sin mormor i morgen.
Men da jeg puttede ham her til aften blev vi enige om, at hun sikkert sidder deroppe og sender solskin.

Så når solen skinner på jer i morgen - så send en fødselsdagstanke til verdens bedste Hjalte.

Om regnbuer...

Vi trækker stadigvæk vejret. Nogen dage lidt lettere end andre. Der er dage, hvor sorgen og savnet rammer så urimeligt hårdt. Små øjeblikke kradser i den skrøbelige overflade og nogen gange er det ganske lidt der skal til, før det hele krakelerer.

Sådan en dag var i dag. Og sådan en aften havde Hjalte. Han har fødselsdag lige om lidt. Og lige pludselig blev det bare for meget for ham at tænke på, at mormor ikke ville komme til festen. At han i går lavede hattrick til fodbold - og at han ikke kunne fortælle det til hende. At han i dag var ude at købe nye fodboldstøvler og fodboldtøj uden at mormor var med. At mormor helt sikkert ville ha givet ham den sidste nye AGF spillertrøje, hvis hun havde været her - og at hun i hvert fald aldrig ville synes han var skør, fordi han bare rigtig rigtig gerne ville have den. At vi nok ikke fik så gode tomater i år fordi vi bare ikke ved hvordan man gør med de planter. At vi altid selv skal købe laks - og vandmelon.

Og så satte han sig ind på sit værelse og tegnede den her:

Den er SÅ fin og fyldt med detaljer, og han havde den største klump i halsen, da han fortalte det her:

"Det er mormor oppe på regnbuen mor. Jeg har tegnet både regndråber og sol, for jeg lært i natur og teknik, at så kommer de fineste farver. Hun står der, fordi hun lige er gået ud af himlens slot. Hun har lidt tårer fordi hun savner os - også selvom hun slet ikke er syg mere deroppe. Jeg har skrevet 'jeg elsker dig' på hendes englebluse, så hun aldrig glemmer det. Nedenunder står dig og mig og Mikas. Mikas har sine nye blå gummistøvler på, for dem vil han helt sikkert gerne vise mormor. Jeg har mine nye fodboldstøvler på, men jeg har ikke malet dem, for jeg havde ikke en gul der var neon nok og heller ikke en pink. Men hun ved det nok godt alligevel. Du har bare tæer mor - og træningstaske med. Så kan hun i hvert fald helt sikkert kende dig. Vi har mange tårer og du har flest. Men der er hjerter og kærlighed rundt om os og jeg passer på dig. Det skal jeg virkelig nok. For du passer på os"

Nogen blev krammet i søvn.

Jeg har verdens dejligste dreng!

Vi glæder os!

Et af de klogeste mennesker jeg nogensinde har mødt har lært mig, at gøre det jeg allerhelst vil. Det gør vi så og glæder os til den 26. maj, hvor denne skønhed flytter ind hos os.





- Posted using BlogPress from my iPhone